DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

ET GLIMT I ØJET

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Tue, May 03, 2016 10:38:52

Det der blik, det der glimt i øjet, som han ikke er meget for at lade mig fange, for han bryder sig slet ikke om at blive fotograferet. Men jeg er som en tyv om natten. Ikke at det er nemt at koncentrere sig om at fotografere, for jeg bliver fanget af hans stemme, hans vældig hurtigt talende stemme af galicisk oprindelse, som fortæller og fortæller, og jeg lytter gerne og beholder allerhelst øjenkontakten og nærværet imens. Og jeg kan mærke, at det er på vej til at forsvinde i samme øjeblik, jeg løfter kameraet.

Jeg er på besøg hos Alejandro Parra, keyboardspiller og guitarist bl.a. i Till April, et band der bryster sig af at spille ”swing circus & cabaret punk”, og det er nok ikke helt ved siden af. Magen til swingende energiudladning har jeg sjældent oplevet! Og bagerst i lokalet på Soda Acoustic den lørdag aften sad Alejandro, stille og roligt og uden at gøre stads af sig selv trakterede han først sit keyboard og dernæst sin guitar, og den sidste på en måde, som ledte min tanker i retning Django Reinhardt og en lang køretur tværs over et Irland med kringlede landeveje, hvor 90 km i timen er det normale, trods venstrekørsel. Men det er en helt anden historie og længe siden. Her i Barcelona kørte Alejandros guitar ud i landskabet i et tempo, der til tider overskred den irske fartbegrænsning, men helt uden uheld. Till April vedkender sig også gerne, at de er inspireret af Manouche, som de franske sigøjnere, hvor Django har sine rødder, også kaldes. Samt af jazz og math rock.

På tomandshånd er det en helt anden side af Alejandro, jeg møder. En varm og rar person, ja det havde jeg jo nok på fornemmelsen. Men også meget snakkende og levende og med tusind ting, han gerne vil vise mig i sin mørke og rummelige stuelejlighed på Carrer Margarit. Hjemmelavede lamper kreeret ud af gamle trompeter og andre messinginstrumenter, hvor messingen for længst er holdt op med at skinne. Hans garderobeskab, som er en forhenværende bogvogn og stadig på hjul, også med masser af levet liv og patina. En gammel telefon af bakalit, som han har fundet billigt på den anden side af kloden. En jazzguitar fra 30´erne. En 30 sekunders film, som han været med til at lave ud fra en idé, som han fik. ”Que pare el tiempo”, ”bare tiden ville gå i stå” - og det gjorde den så! Stærk lille sag. Og vover man sig ud på det lille hus og vil skylle efter, skal man trække i noget, der i den grad ligner en gammel receptionsklokke, at man føler trang til at slå på den i stedet.

Alejandro har uddannet sig og boet flere steder i verden: London, Edinburgh, Amsterdam og har turneret i Syd- og Nordamerika med bl.a. Estreno Serrat, en legendarisk spansk sanger, der sidste år kunne fejre 50 års jubilæum som musiker. Helt så længe har min nye ven ikke været med, men han har dog levet et til tider omstrejfende liv, hvor han har været væk i op til et halvt år ad gangen. En overgang spillede han på gaden med en tjekke. De forstod ikke et ord af, hvad hinanden sagde, men kommunikerede gennem musikken, et sprog hinsides ord. Jeg tænker her bagefter på, hvem der mon tager sig af hans søde, bløde sorte hunkat, når han er bortrejst. Den slikkede mig på hånden, straks var også vi venner.

Midt i stuen står en funklende lyseblåt trommesæt. Hans lejlighed tjener også som øvelokale for de forskellige bands, han er med i. Hvem der betjener sig af boksebolden over sofabordet, glemmer jeg at spørge om. Til gengæld er her ikke noget fjernsyn. Han har det fint med ikke at holde sig orienteret, om hvad der sker i verden. Det er jo bare til at blive i dårligt humør af. Og jeg er enig. Livet leves nu og her, i det nære, der hvor vi er. Dér giver vi efter evne vores bidrag til at verden er et godt sted at være.

Og han snakker. Om sin mor og sin mormor og den betydning, de har haft for ham. Det gør jeg også. Ikke så meget om dem, men om så meget andet, og vi kunne være blevet ved meget længere, end jeg havde tid til, ingen tvivl om det. Han viser mig en sjovt kamera, et russisk plastikkamera kaldet Diana F, et kultkamera fra 60´erne i nyere udgave, og så får jeg ellers lov at smage min egen medicin, denne gang tilsat lidt lomografi (hvis motto er ”Don´t think, just shoot!”) Som om jeg synes, at det er sjovt at være på den side af kameraet! OK, jeg kan godt smile, og måske er der også et lille glimt i mine øjne, det kommer der let i selskab med Alejandro. Lidt efter ligger der et par sjove polaroidbilleder af mig på køkkenbordet. I rummet ved siden af står et gammelt forstørrelsesapparat, han husker magien i at se et analogt foto vokse frem under fremkaldervæsken, men i dag lader han polaroiden om trylleriet.

Om han rent faktisk kan leve af at være musiker? Jo, det går. Jeg får indtryk af at besøge en ægte boheme med en kreativitet, der spreder sig over mange områder. Han har ikke har brug for det helt store, så længe han kan starte dagen med at drikke en kop kaffe på nærmeste gadehjørne – måske en cafè amb llet? - tilsat sukker og lidt af alt det sollys, hans lejlighed mangler.

Ærgerligt, at jeg må haste videre til næste aftale, for jeg føler mig meget hjemme her. Og faktisk kan jeg være lidt ærgerlig over sådan at få nye venner – både Alejandro og katten og en del andre – og vide, at det kun er for en stakket stund, og så skal jeg tilbage til Danmark.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Anette Cecilie Skriver Tue, May 03, 2016 13:20:51

Du må bare tage dertil igen...leje din lejlighed ud meget længere og se hvad som sker :-) Knus til dig og i lorgen ska du vel se alle Blladedamerne...de er jo også værd at samle på...knus :-)