DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

IGEN IGEN IGEN!!!

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, April 20, 2016 20:26:10

Jeg tog en kop café amb llet på en kedelig café med en servitrice, der så ud som om hun var ved at falde i søvn og gik derefter videre til næste sidegade blot for at opdage, at det var dér, jeg skulle have været i stedet. Blomster i idrætssko udenfor, aj hvor kreativt. En mand i lyserød trøje, hvis ansigt i farten mindede temmelig meget om billedet på ruden ind til baren, stod og smøgede den udenfor.


Inden længe erfarede jeg, at ligheden i udtryk nok først og fremmest skyldes deres fælles herkomst, idet begge er fra Ungarn – ligesom den unge bartender, som heldigvis talte et rigtig godt engelsk. László Sirkó, som i løbet af det næste kvarter blev min nyeste nye ven derimod taler kun ungarsk. Ikke desto mindre forstod jeg ALT, hvad han sagde: Frank Arnesen, Preben Elkjær, Morten Olsen, Allan Simonsen, Michael Laudrup, Brian Laudrup, Peter Schmeichel, Danish Dynamite, Richard Møller Nielsen, Recepten, Jeg elsker dig Danmark, Jesper Olsen – ja selv håndboldspilleren Anja Andersen flød med i hans talestrøm.


Og jeg som ALDRIG har været til en fodboldkamp og oftest har opgivet at se en på TV selv i gode venners lag, fordi jeg har opdaget, at jeg bare sidder og stirrer på reklamerne langs siden, selv jeg forstod ALT, hvad han sagde. Selv jeg, der i 1986 var med til at stifte VMF – Verdensorganisationen Mod Fodboldhysteri (som havde medlemmer i såvel Sverige som Ecuador foruden i Danmark, og hvor ”Århusafdelingen” mødtes hver gang, der var en VM kamp i fjerneren og så en Monty Python film i stedet for), selv jeg kender alle disse herrer (og den ene dame) ved navn - men aner ikke hvem der spiller for Danmark i dag. Men dengang – nede i firserne – var dansk fodbold noget! Noget som László kaldte for romantisk fodbold!

Og nej, jeg interesserer mig vitterlig ikke for fodbold, men jeg interesserer mig for mennesker og deres passion og gribes af den iver, de ligger for dagen, når de fortæller om det, de brænder for. Og så kan jeg pludselig godt forstå ungarsk. ”Igen igen igen”, som jeg sagde gang på gang. For det er det eneste ord, jeg kan på det sprog. Det betyder ja!


László drømmer om at komme til København og opleve Parken. Og spise på NOMA. Han havde mere styr på det der med, at det ikke længere hedder Idrætsparken og hvor mange michelinstjerner NOMA har fået, end jeg havde. Og at Morten Olsen ikke længere er landstræner. Og da han opdagede, at jeg var fra Viborg! VIBORG! Straks fandt han et billede af sig selv ved et VIBORG HK banner. At det for mig i min barndom var en pestilens at bo i en by, hvor alle spillede håndbold og jeg ene pige i stedet samlede på frimærker i stedet, fortalte jeg ham ikke noget om. Men sjov nok stammer det meste af min ”viden” om Ungarn fra dengang, for Magyar Posta var en omfattende del af samlingen.


Og baren, jeg siger jer! Hele lokalet beklædt fra top til tå, fra gulv til loft med alt, hvad der hører fodbold til. Spilletrøjer med autografer, billeder, udklip, malede portrætter af Ungarns ”Golden team”, deriblandt Kocsis Sándor, Kubala László og Czibok Zoltán, som vist også alle har spillet for Barça. Hele loftet beklædt med fodboldtørklæder i mange lag. Totalt gennemført. Om jeg kunne have fået kaffe derinde, vides ikke, men jeg kommer igen på lørdag inden Barças næste kamp, hvor der vil være stuvende fuldt. Jeg må jo smage en ungarsk fodboldøl, en af dem som bærer Puskás Ferenc´s kontrafej.


”Vi er røde, vi er hvide”, og begge sang vi med til tonerne fra hans smartphone, hvorefter jeg måtte tage afsked. Et rørende møde med en devoted fan af Danmark, en devoted fan af Dansk Dynamit!


Idrætskoene udenfor var selvfølgelig fodboldstøvler. Jeg er og bliver en ignorant. Og dog, nu ved jeg lidt mere om fodbold! Eller om fodboldfans, når de viser sig fra den bedste side!




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.