DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

ET OMVENDT VINTERBAD

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sat, August 20, 2016 22:36:40

Juli måned. Så tæt på Ækvator, at man af og til overraskes af, at solens bane går nordom i stedet for sydom. I landet, som franskmænd for umindelige tider siden opkaldte efter ækvatorlinien. Vi befinder os omkring ti tusinde kilometer fra Sommerdanmark i fugleflugt, om de gad flygte så langt, fuglene. Landet er Ecuador og er vores opholdssted i en hel sommermåned, næsten et halvt år fra den bedste tid for en af mine yndlingsbeskæftigelser: Vinterbadning.

Men det betyder ikke, at jeg behøver at blive snydt for kolde gys, for et af mine yndlingssteder herovre er byen Baños del Agua Santa, opkaldt efter byens varme bade med mineralholdigt vand udledt direkte fra vulkanen Tungurahua. Varme bade, ja så varme, at jeg her kan få mig et omvendt vinterbad! For hvor vi i Danmark dyrker det kolde gys for derefter at sidde i sauna, indtil sveden driver af os, kan vi her dyrke det varme gys og efter en stund med doven sløv krop vralte ind under den temmelig kolde bruser, hvor vandet er direkte afledt fra et vandfald.

Søndag morgen. Jeg sov over mig og ankom derfor først klokken otte, så det må jeg gøre bedre i morgen. Termas de la Virgen åbner allerede klokken fem, og det er en helt speciel oplevelse at gå herop i mørket, som en halv times tid senere langsomt viger for den blå time og de små vatskyer, der driver rundt langs bjergene i den lille dal.

Jeg har i dag end ikke nået at indtage dagens første kop kaffe, som her i Ecuador kunne være en café en leche, hvor en instantkaffe af billigste slags blot opløses i en kop varm mælk. I stedet står jeg halvvågen i kø sammen med en flok meget indfødt lignende mennesker, en flok højlandsindianerne, som ikke mindst her i weekenden faldbyder deres varer på gader og stræder og i parker. Det var vist ikke lige i går, at de sidst fik et rigtigt bad, så jeg håber inderligt, at de vasker sig grundigt under bruseren – omend iført badetøj! - inden de går ned i de bade, som alle deler. Ikke for at være fordomsfuld. Jeg synes faktisk, at det er ret fantastisk, at badene ikke blot principielt er for alle, men at alle rent faktisk kommer her. Unge og gamle, tykke og tynde, rige og fattige, mørke og lyse og med så forskellige træk, at det ville være et rent slaraffenland for en portrætfotograf, om hun havde sit kamera med. Det tager hun med i morgen.

Alle skal have badehætte på i vandet, kun de skaldede går fri. Det koster 50 centavos, står der, men de tager 1 dollar, så jeg må lige forhandle lidt, før jeg får lov, fordi jeg lover at levere den tilbage bagefter. Fik jeg mon lov for mine blå øjnes skyld? Eller hvordan er egentlig turisternes ry i denne by, som alle nationaliteter valfarter til, og hvor man rent faktisk kan købe rugbrød. Eller ”RUGBROD” som der står med store grønne selvklæbende bogstaver på vinduet ind til caféen Rico Pan (lækkert brød). Foran mig i køen står en mørkhudet kvinde og skal aflevere en badehætte. Undervejs bruger hun den til at snyde næsen på sit barn. Hygiejne kan man have mange forskellige opfattelser af. Barnets næse ser renere ud bagefter.

Jeg får udleveret en neongrøn hætte uden snot og føler mig som Dronningen af Saba iført den og min nyindkøbte badedragt i to dele som i shorts og top. Langt mere påklædt og knap så iøjnefaldende, som når jeg er iført min alt for diminutive bikini, der sammen med mit blegfisede skind påkalder sig mere opmærksomhed, end jeg bryder mig om. Som om det ikke er rigeligt, at jeg efter et kort ophold i vandet både føler mig som og ligner en skoldet hummer. Disse badedragter er åbenbart ”højeste mode”, selvom mange bestemt ikke bliver mindre adipøse i dem, men vi er jo alle bare kroppe i vand, så hvad betyder det?

Først det knap så varme bassin. 38 grader, siger de. Bassinet er stopfyldt med familier og hundesvømmere. Vandet er totalt uigennemsigtigt gulbrunt af okker. Varmt? Tjo, men ikke noget at skrive hjem om, og det vil jeg jo gerne, så jeg avancerer til det rigtig varme. Ganske langsomt. 42 grader, siger de. Kan fire graders forskel virkelig føles så voldsomt? Jeg finder efter et par forsøg ud af, at det er rigtig godt at skifte mellem det helt kolde bassin med klart vand fra vandfaldet (19 grader siges der), svømme rundt dér, indtil jeg næsten begynder at fryse og så tilbage til det varme gys. Det bedste gys. En helt specielt kriblende fornemmelse som kuldegysninger breder sig rundt i kroppen de første minutter, efter jeg har nedsunket mit skandinaviske luksuslegeme i det brune vand og kun holder hovedet oven vande. Ahhhhh, ubeskriveligt skønt, omend jeg her lige forsøgte at beskrive det. Og nu tilføjer: Nervespidser der trigges og kildres, hvorefter fornemmelsen langsomt klinger af, og jeg allerede glæder mig til næste dyp, næste kick. Varme der føles som kulde, hvor forunderligt!

I det varme bad falder jeg i snak med Gonzalo fra Ambato. Han kommer hver weekend, fordi det er så godt for hans ryg. Hans børn og børnebørn foretrækker andre badesteder, hvor vandet er klart, men det gør jo slet ikke samme gavn uden indholdet af de mange mineraler, selvom det sikkert ser væsentligt lækrere ud. Jeg husker pludselig, at mine forældre for mange år siden viste mig et billede fra da de besøgte badene, og at de fortalte mig, at folk sked i det. Måske var det blot deres måde at forklare vandets farve på. Måske tog jeg dem bare for bogstaveligt. Eller måske havde folk et voldsomt anderledes forhold til hygiejne i Ecuador i halvfjerdserne. Så er en enkelt snotnæse dog at foretrække.

”I Danmark gør vi det omvendt”, fortæller jeg Gonzalo, men overbevises hurtigt om, at det ikke er helt sandt. For det handler ikke kun om skiftet mellem koldt og varmt vand. For det første er vores hav væsentligt koldere end vandfaldets vand, dertil er det salt, og for det andet kan saunaen være nok så skøn og lige så dehydrerende som vulkanvandet, men de helsebringende naturligt forekommende kemikalier har vi ikke: Chlorider, fenoler, barium, kobber, cadmium, bor, aluminium, cyanid, fluorider, kobolt, ammoniak og krom er blot noget af det vandet er analyseret for. Resultaterne hænger på et stort blåt skilt, og hvis jeg ellers fattede bare en millimeter af det, ville jeg være meget klogere, end jeg er lige nu.

En af de ansatte på Termas de la Virgen viser mig ”El ojo”, øjet, den dybe brønd, hvor vandet fra vulkanen buldrende drives frem til bassinerne. I gamle dage kogte de æg i øjet, fortæller en mangeårig badegæst fra Pujilí, som i dag blot er her for at nyde synet af sit barnebarns første svømmetur.

En tur ind under bruseren. Let for en trænet vinterbader. Knap så let for en 3-årig, men faderen tvinger ham, selvom han skriger og bider sin storesøster i armen i et forsøg på at komme fri.

Det godt og vel legemsvarme bassin er derimod et hit for børn. Da jeg et par timer efter kommer forbi med mit kamera, er klientellet desværre skiftet lidt ud, så de indianske træk har veget for de mere europæiske, de spanske efterkommere og mestitser. Og nu er her endnu flere børn, der sammen med deres forældre leger og svømmer og aldeles frygtesløse springer i vandet, dykker og forsvinder under den gulbrune overflade. En rød bold kastes op i luften og fanges igen. Og igen.

Kendra på fire år kan slet ikke få nok af vandet. Et halvt øjeblik efter, at jeg tog billedet af hendes runkne hænder, var hun forsvundet ud i vandet igen, selvom familien allerede havde tilbragt fem timer i vandet. Far David fortæller, at han træner med sine børn, for at de ikke skal være bange for vandet. For noget som helst egentlig. Det er i hvert fald lykkedes med Kendra.


Men der var jo lige det med at stå op klokken fem. Mandag morgen gjorde jeg det, nu med kamera. Tirsdag gjorde jeg det uden og nød bare vandet. Det er jo ligesom enten eller, for jeg skal ikke nyde noget af at efterlade mit kamera eller andre værdigenstande i de plastikkasser, man bruger til skiftetøj og sko, selvom det principielt passes på, og man får udleveret et plastikarmbånd med et unikt nummer i messing. Men mandag morgen nød jeg det også, blot med mit kamera, en af mine favoritnydelser. Mørket, dampene, det gryende blå, vatskyerne der drev rundt i slow motion, nogle af dem helt nede på gadeplan. Synet af våde kroppe, hvoraf de fleste har rundet over halvdelen af deres liv, med skønne rynker og lad tyngdekraften råde, hvor den råde vil.

Men uanset hvor meget jeg elsker at give mig hen til mit kamera og motiverne, der vrimler foran mig, så er det intet at ligne mod at ligge på ryggen med ansigtet vendt mod bjergene og mærke små kølende regndråber lande på næse og kinder. Hovedet hviler på kanten, så mine skuldre svæver og får al den afslapning, de har brug for. Langsomt vågner dagen og lige så langsomt overmandes jeg selv af lysten til at tage fat på denne nye dag. Dovent driver skyerne, lige så dovent driver min krop rundt. Den skønneste synæstesi, jeg endnu har oplevet.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.