DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

ARRIBA – ABAJO – AL CENTRO – ADENTRO!

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sun, June 12, 2016 19:36:18

Jeg tror sørenjensme jeg har fået mig et stamværtshus! Det er jo med at realisere sit udviklingspotentiale, mens man har ét, og dette var åbenbart min proximale udviklingszone!

Spøg til side, det er kun halvt sandt. Og denne halve sandhed er, at jeg nu indtil flere gange er vendt tilbage til L´estoneta på hjørnet mellem Carrer Mallorca og Comte Borell, som nogle af mine læsere vil kunne huske fra mit andet indlæg på bloggen for allerede så længe siden, at det nu er ved at være tid til at drikke en sidste cafè amb llet og vende smuden mod nord. Med uforrettet sag, i hvert fald hvad den der ting kaldet arbejde angår, men ellers ikke!

Og sikken velkomst, man får på L´estoneta! Hver gang! Kindkys fra Alexander, la negra kaldet (og måske nogle af jer er så velbevandrede i grammatik, at I ved, at ”la” på en del sprog er et hunkønskendeord). Han er så begejstret for billederne fra bloggen, at han gerne vil have dem op at hænge! Det skal være mig en ære! Og de kan andet end servere cafè amb llet; Mauris tapas er også fortrinlige, og øllene fejler absolut intet.

Det her er et hjem, en familie. Pati, som er halvt columbiansk, halvt amerikansk og normalt bor i Washington, D.C., men studerer film i Barcelona, kommer her hver dag. I dag med en taske fyldt med kjoler for at få Alexanders og Mauris mening om dem, inden hun skal til Bali. Som hun siger ”Alex should be a professional shopper”, han har åbenbart virkelig tæft for at finde virkelig gode tilbud på tøj, specielt dametøj, som han dog ikke selv går med. Ikke til daglig i hvert fald! Men de holder hvert år en karnevalsfest med de skønneste drags, det gad jeg godt overvære.

Pati kan godt lide kjoler, men går næsten aldrig i dem, specielt ikke om aftenen. Og specielt ikke i denne del af Barcelona. Fordi hun er lidt mørk, om end meget lidt efter min mening, risikerer hun nemt at blive taget for en prostitueret fra Latinamerika. Ikke at jeg overhovedet kunne overveje den sammenligning, men her er fordomme, som jeg aldrig før har hørt om. Og en underklasse af latinamerikanske indvandrere, som jeg slet ikke kender til. Også på filmskolen undlader hun at eksponere sine ben for at undgå sexchikane. Hold da helt høns! I dag løber jeg tilfældigvis selv rundt i et par halvkorte shorts, fordi det er pænt varmt, og fordi jeg er dansker og gør, som jeg plejer. Men jeg lægger mærke til, at så meget ben er der ikke mange, der viser her i byen. Kun de helt unge, og så er de sikkert selv ude om det, vil nogle mene!

Der er ikke mange mennesker på baren i dag, men jeg snakker med de få, der er. Manuel, som er far til nogle børn, hvis mor er dansker, er specielt interesseret i at fortælle om dengang, han var i Danmark. Oppe på ”la montaña del cielo”, Himmelbjerget. Og han spiste frankenstein. Det tog et stykke tid at forstå, at han mente flæskesteg.

Han havde da i det mindste fattet, hvor jeg kom fra. Alexander præsenterer mig gerne som ”una periodista de Holanda”, en hollandsk journalist, og så griner jeg lidt af det. For hvem kender lille bitte Danmark? Jeg er vant til, at folk tror, jeg er tysk. Hvilket jeg jo også nemt kunne have været, hvis anden verdenskrig var endt anderledes! Og jeg har vist et par kartoffeltyskere i mine aner og synes i det hele taget, at det der med nationalitet er temmelig opreklameret. Journalist har jeg nu aldrig selv kaldt mig, lad det blive ved ”skribøse”.

Xavi sidder oppe i baren, holder en lille pause fra sit projekt med at åbne en restaurant med gode spanske og katalanske retter. Dér skal jeg med hen næste gang, jeg er i Barcelona, erklærer Alex, og jeg modsætter mig ikke det mindste. For selvfølgelig kommer jeg igen. Uanset at en del af mig i virkeligheden hader storbyer, trafikstøj, trafiklarm, stanken af kloak på hvert fjerde gadehjørne og lugten af naboens fede stegelugt lige ind i mit soveværelse, så har jeg taget byen til mig, ligesom den har taget imod mig med åbne arme, og nu sidder den dér, lige i hjertet. Er vild med den og med bøsser, der kysser :)

Inden jeg går derfra, gi´r Alex en ”chupita”, en lille dram, en sød likør. Jeg skåler med Manuel. ”Arriba – abajo – al centro – adentro”. Han lærer mig at drikke på spansk med et rim, der desværre ikke rigtig fungerer på dansk, men det handler selvfølgelig om at få skidtet inden for vesten. Og ned glider den. Og ud i verden går jeg, lettere fortumlet.

Som sagt bliver dette min sidste cafè amb llet i denne omgang. Jeg har igennem et par måneder udforsket mine proximale udviklingszoner: Fundet et stamværtshus, gået til katolske messer, minglet med fodboldfanatikere, duftet til hellig røgelse og knap så hellig røg af en helt anden slags, kontaktet hjemløse på gaden, vadet mig en flok vabler til, søgt umulige jobs og skrevet denne blog. Det hele har været en fornøjelse på hver sin særlige måde. Endnu engang har verden åbnet sig for mig. Endnu engang har jeg mindet sig selv om, at lukkemusklen ikke må blive alt for effektiv, så at sige! Livet er en oplevelse, som jeg nødig ville være foruden!




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.