DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

SØGE FØDE, SØGE LÆ, SØGE MENING

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Mon, June 06, 2016 14:49:25

Af og til, når jeg vågner om morgenen her i Barcelona, er der intet, der giver mening. Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg gang i? Behøver jeg stå op i dag? Heldigvis kan jeg være ret skrap, så jeg tager mig selv i nakken. Med lodder og trisser får jeg fat i vingebenet og kaster mig selv ud gaderne på jagt efter kaffe og mening.

Ordene er mine egne, men de kunne nemt være en andens, for Barcelona er fyldt med folk, der med rette leder efter mening. Efter mad. Efter arbejde. Efter et sted at sove. Bare sådan nogenlunde i læ og ly og sikkerhed. Efter skrald, som kan sælges. Efter penge.

Og jeg bliver mere og mere berørt af at se dem. For jeg er faldet i gryden. Jeg kan ikke længere bare gå forbi og være ligeglad, for en dag trådte jeg et skridt til siden og ind i den zone, som alle andre, så vidt jeg kan se, går udenom. Bare en halv meters penge fra dér, hvor vi andre går. Dér, hvor de hjemløse åbner de skraldecontainere, som står langs alle gader og leder efter brugbart og først og fremmest salgbart materiale, helst noget der vejer godt til, for de tjener efter vægt. Dér hvor der står parkeret en indkøbsvogn med hængelås med lidt skrammel i bunden.

Det var forbavsende nemt. ”Finder du noget godt i dag?”, spurgte jeg en dag en mand, og allerede dér forlod jeg det etablerede samfunds komfortzone. Han var fra Rumænien, det er de fleste af dem, jeg møder derude. Lidt på vagt, men jo, jeg måtte godt tage et billede. Langsomt tøede han op og smilede det venligste smil med fortænder, der havde kendt bedre dage. Han fortalte om et sted, hvor de serverer mad for de hjemløse hver dag klokken tretten. Jeg gav ham et par euro og besluttede mig for at opsøge stedet.

Under kirken Santa Tecla på Avenida Madrid fik jeg efter et par forsøg fat på Ana Maria, der er ansvarlig for bespisningen. Desværre måtte jeg ikke komme ind og da slet ikke fotografere. Der er Barças og Rotarys projekt, og de tillader ikke fotografer og pressefolk. Anonymiteten er vigtig, sagde hun, for mange af dem, der kommer her, fortæller ikke deres familie, at de gør det.

Der gik nogle dage. Jeg gik endnu engang rundt og ledte efter kaffe og mening, og pludselig mødte jeg en lille familie, også ekviperet med de hjemløses standardkøretøj indkøbsvognen. Og dertil en klapvogn med den skønneste unge, jeg længe har set. Moderen virkede voldsomt ung, faderen lidt ældre og helt klart også med behov for tandlægehjælp; den ene fortand var halvt knækket af. Han talte rimeligt spansk, hun meget lidt. Drengen talte det bedste sprog i verden. Med store smil og livlig mimik havde vi straks kontakt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de er søde og kærlige forældre på trods af, at de sover på gaden i Hospitalet, som i parantes bemærket er navnet på et beboelseskvarter med tryk på sidste stavelse og stumt h og ikke et hospital. Deres dreng var i fin trivsel og meget nysgerrig. ”Lo más importante es la salud”, sagde faren med henvisning til sønnike. ”Det vigtigste er, at han er sund og rask”. De bad om penge, fik et par euro. Egentlig er jeg imod at give penge for at få lov at tage et billede. Men på den anden side vil jeg jo gerne hjælpe, bare en lille smule, så selvfølgelig.

Et par dage efter mødte jeg dem igen, et par kilometer længere østpå. Hvad er chancerne lige for det? De kunne godt huske mig. Ja, jeg talte med dem igen, måske var der nogle, der kiggede undrende på os. Hvis de da så os. For de hjemløse er næsten usynlige i gadebilledet, selvom de er overalt. Og træder jeg ind i deres zone, bliver jeg vel også usynlig.

Den næste, jeg talte med, ville ikke fotograferes. Det respekterer jeg naturligvis. Og jeg gemmer mig ikke bag næste gadehjørne med en telelinse. Uden den respekt ville dette lille projekt miste sin mening, og jeg skulle ud og lede efter en ny. Også han var rumæner og talte hverken engelsk eller spansk. ”I understand” gentog han nogle gange, men det var tydeligt, at han ikke forstod, hvad jeg forsøgte at sige til ham. Han havde en rar stemme. Der lugtede ikke ret godt, hvor vi stod. En sødlig rådden lugt, der mindede mig om de lossepladser, som jeg som barn besøgte sammen med min far for at finde sjove ting. Men jeg bemærkede ikke, om han også lugtede. Og det er først, når man står ved siden af dem, at man opdager, hvor beskidte de faktisk er. Eller i hvert fald deres tøj. Men det smitter altså ikke.

Senere samme dag mødte jeg fem fyre nede på Rambla de Badal, tæt på hvor jeg bor. Lidt for tæt, tænkte jeg bagefter. Jeg måtte godt fotografere, sagde den unge fløs, der helt klart var deres leder. Altså hvis jeg betalte ham 50 euro. Er du vimmer, det er alt for meget! Jamen, jeg vil fordele pengene mellem dem, 12 euro til hver. Hvor var han altruistisk! Og så måtte jeg gøre, lige hvad jeg ville med dem! Han pegede på én af de andre, ham måtte jeg have sex med! Jeg grinte og sagde, at jeg kun var interesseret i at tage billeder og snakke med dem. Du kan tage ham med til Danmark og give ham et arbejde. Men jeg er ikke rig, jeg vil bare gerne fortælle folk i Danmark, hvordan der også er i Barcelona. At det hele ikke er Gaudi og Barça og blå himmel langs en endeløs strand.

For første gang følte jeg mig lidt usikker, da jeg vendte ryggen til og gik derfra, bestemt ikke sikker på, at de var mine venner. Dem, jeg tidligere havde talt med, havde jeg en helt anden kontakt med. De forstod, at jeg ville dem det godt, og det virkede gengældt. Som om de godt forstod, at når jeg træder ind i deres zone, er det ikke for at genere dem eller chikanere dem, men med en medmenneskelig respekt. Mit lille forsøg på at gøre verden til et bedre sted at være, for dem også. Men ikke altid bliver venlighed gengældt med venlighed, ikke altid bliver kontaktforsøg til kontakt, men skaber i stedet en større distance. Jeg var glad for, at det var højlys dag, og så forsvandt jeg ellers i en helt anden retning, end den jeg bor i.

De fem gutter var de første, der havde kaldt sig sigøjnere, men de så vidt forskellige ud. En så nærmere ud til at være indfødt fra Ecuador, en anden var helt hvid. Og hvad er egentlig – i denne sammenhæng – forskellen mellem rumænere og romaer. Kalder de sig bare for rumænere for ikke at blive taget for romaer? Eller er det vitterlig mennesker, der har forladt familie og fædreland for at søge lykke og arbejde i Spanien og ikke folk, der altid har vandret fra sted til sted?

Den næste, jeg tog kontakt til, var en kvinde. Midt på en befærdet Carrer de Sants med masser af mennesker omkring. Anderledes sikkert, selvom hun trak mig med ind i en sidegade. Emilia er seksogtredive år, har seks børn, hvoraf de to på sytten og atten også er her i byen, de mindre i Rumænien sammen med hendes mand. Hun viste mig, hvor meget hun tjener på et kilo af det, hun samler fra skraldecontainerne: Seksten centimos, lidt over en dansk krone. Ufattelig lidt, hvis det er sandt. Jeg tror helst på, hvad de fortæller mig, men der er en risiko for, at de siger det, de tror, jeg gerne vil høre. Det, de tror, kan tjene dem bedst, gøre dem mere stakkels ellers mere særlige. Det er ganske enkelt ikke til at vide. Så jeg lader som ingenting og tror på dem. Jeg gav hende et par euro. Det kan hænde, det er adskillige dagslønne, hvis hun talte sandt. Hun takkede mig mange gange, jeg takkede igen. Mange gange.

Det giver rigtig meget mening for mig at gå rundt i gaderne på denne måde og tale med nogle af de hjemløse. Det giver mening at skrive om det. Jeg er bare en lille bitte bæk, hvis hovedformål er at rive andre med sig. Et lille bitte menneske fra et land, hvor systemet giver mulighed for at tage dagpenge med til et andet land for at søge arbejde. Som om det skulle være muligt med den arbejdsløshed, der er her, med min kompetenceprofil og mine ønsker. Men hvilken luksus at være mig sammenlignet med at være dem.

Lad mig sige det på en mærkelig måde: Hvad berettiger mig til at være født i et land og i en tid i det land, hvor jeg nok skal overleve på en for mig værdig måde uanset hvad? Måske er jeg efterhånden ved at være lidt fattig sammenlignet med andre i Danmark, men det rører mig ikke det mindste og ligner på ingen måde den fattigdom, de kæmper med her. De fryser vitterlig, når det er koldt. De må rende møgbeskidte rundt og fiske ting op af skraldecontainere, sove på gaden eller i bankernes lukkede indhak til pengeautomater, hvis de er heldige. Når jeg tænker på det, smuldrer meningen og bliver til små krummer, som højst en gråspurv kan finde næring i.

Her er også mange sorte, specielt inde i centrum. Jeg snakkede med én, som kom gående med vognen læsset med aviser en dag, hvor jeg var ude at lege turist på vej til Park Güell for at nyde Gaudis skønværker. Efter eget udsagn havde han altid levet i Barcelona og var ikke hjemløs, men boede fyrre minutter fra byen med tog. Han kunne ikke få arbejde, fordi han manglede papirer. Er det bare mig, der hører noget modstrid i de udsagn? Forstærket af, at hans spanske ikke virkede særlig ”indfødt”? Eller er jeg for skeptisk, når de svarer anderledes, end jeg forventer? Er jeg i gang med at trække en stereotyp ned over hovedet på dem, ”blot” fordi de vandrer rundt med en indkøbsvogn, de helt klart ikke lige har fyldt med varer til weekenden i det nærmeste supermarked? Det kunne hænde, at de er lige så forskellige som dig og mig, og at grundene til, at de gør det, de gør, er vidt forskellige. For nok har jeg snakket med en hel del flere, end jeg refererer her, men det er stadig ikke nok til at give et fuldstændigt billede af situationen, og mine spørgsmål til dem går slet ikke dybt nok. Og havde jeg mon en speciel forventning til hans svar, fordi han var sort ligesom mange af dem, der render rundt med assorterede varer på et hvidt ”lagen”, som de hurtigt forvandler til en sæk og tager på nakken, hvis politiet er i nærheden? Han er tilmed den eneste af dem, jeg har talt med, der ikke bad om penge for at blive fotograferet. Så fik han heller ingen. I værste fald kunne det også opfattes som respektløst at give ham nogle.

Det er en luksus at være dansker. Jeg kan VÆLGE at hoppe i det kolde hav om vinteren, men kommer aldrig til at fryse, for der er en sauna ved siden af. Jeg kan VÆLGE det simple liv hvor jeg har hele min verden i en rygsæk og gå en camino, fordi jeg tror på, at det er godt, men kan til enhver tid hive et visakort frem og betale mig til tag over hovedet og er ikke tvunget til at gå rundt hele dagen for at søge føde, søge læ. Jeg kan VÆLGE at skralde i supermarkedernes affaldscontainere, både for at spare penge og for at medvirke til en mere bæredygtig verden ved at nedbringe madspildet. Hvad det for os er ideologi og måder at ”realisere os selv på”, er for andre simpel nødvendighed. Vi har også hjemløse i Danmark, jeg ved det godt. Det kan også virke ret meningsløst, men omfanget her i Barcelona er enormt til sammenligning.

Forleden dag tog den for alvor fart. Min berørthed. Den bliver vitterlig værre og værre. Eller bedre og bedre, alt efter hvordan man ser på det. En ældre mand med en krykke og sit hjem og sin tro fastspændt på en vogn. Hvor gammel mon? Konen død, børnene i Rumænien. Han har været her i to år og vil gerne hjem. Jeg lod ham se de billeder, jeg tog. Viste ham, hvordan han skulle holde viewfinderen helt op til øjet, så han kunne se det tagne billede dér frem for på displayet. Han smilte. Jeg tror, det er sjældent, at nogen bevæger sig så langt ind i deres zone, at de lader dem røre ved deres ting. Men jeg er ikke bange. Eller rettere sagt, jeg er langt mindre bange for dem, jeg taler med, end for dem, jeg endnu ikke har taget kontakt med. For kontakten gør noget.

Forleden så jeg (på facebook selvfølgelig) en lille film, som påstod, at hvis man ser hinanden i øjnene i fire minutter, bliver man forelsket. Det er måske lige på spidsen, men der er noget om det. At se hinanden i øjnene er en stor tillid, og i den sammenhæng er fire minutter lang tid. Og jeg oplever helt klart, at jeg får tændt min empati, når jeg taler med de hjemløse. Og jeg oplever hver gang, at folk virker skeptiske, men efterhånden tør op og accepterer, at jeg som en outsider bevæger mig ind i deres zone. Altså lige med undtagelse de fem sigøjnere; det er nok bedst at snakke med folk enkeltvis.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg kan se ind i folks sjæl, men få minutters snak er nok til at få en fornemmelse af folk. Ham den ældre fra før havde et godt ansigt. Jeg kunne mærke, at han var et godt menneske. Det sagde jeg til ham. Jeg tror, at han, trods hans haltende spanske, godt forstod. Jeg gav ham et par euro. To gange. To par euro. Og var dybt berørt af vores samtale bagefter. Når det talte sprog ikke slår til, kan man være være heldig, at det åbner for andre kanaler. For intuitionen. For en menneskelig kontakt hinsides ord.

Det er meget meningsfuldt at blive berørt, og jeg kan på det kraftigste anbefale det. Det er ikke farligt, for du kan højst risikere at miste interessen for meningsløse ting. Tøj for eksempel og hvem har i virkeligheden ikke nok? Indtil videre er jeg ikke så fattig, at jeg ikke er forsikret i hoved og røv, så da jeg ankom til Barcelona, og min kuffert ikke fulgte med, men tog på ferie i Málaga, kunne jeg tre dage i streg spendere tusind kroner på tøj og andet nødvendigt. Så kom kufferten tilbage fra sin solferie, hvorpå jeg absolut intet manglede, tværtimod. Jeg havde en lidt træls smag i munden over at have styrtet rundt for at bruge penge på tøj og sko, for jeg var jo i virkeligheden på vej til det simple liv på et lille værelse i Barcelona, så hvad skulle jeg med flere ting? Først bagefter fik jeg en idé, der kunne have gavnet universet bare lidt. Jeg kunne jo have fundet en hjemløs kvinde med samme tøjstørrelse og have ekviperet hende, når jeg selv havde købt det absolut nødvendigste. Hermed en opfordring til hvis du engang skulle stå i samme situation; det er jo i sidste ende dine egne penge, du får igen. Og hvis din kuffert for alvor er flygtet, er det en helt anden sag og en anden del af forsikringen, der gælder.

Jeg er faldet i gryden. Jeg kan ikke gå rundt i gaderne uden at føle en snert at dårlig samvittighed, når jeg ser tiggere og hjemløse. Så en dag besluttede jeg mig for at give til alle de tiggere, jeg kom forbi. Ikke store summer, men lidt. Vise lidt venlighed. Nogle af dem ser helt normale ud, er sandsynligvis veluddannede, der ikke kan få et job, for arbejdsløsheden er enorm, bl.a. halvtreds procent af de unge. Den dag kostede mig godt ti euro; det var til at leve med. Og jeg havde det lidt bedre. Det er ren aflad, jeg ved det. For hvad gavner det, er det ikke ren overflade, det jeg går og gør? De er stadig i deres zone; jeg kan gå ind i den men bevæge mig ud af den igen, hvert øjeblik det skal være. Hvordan skaber man for alvor bro? Kan man ved simpel medmenneskelig kontakt medvirke til, at de føler sig mindre udstødte og tvunget til at blive ude i deres zone?

Der er dem der kalder mig modig, bare fordi jeg tager til Spanien i et par måneder. Og fordi jeg går en lille camino alene. Uden særlig meget research, fordi jeg foretrækker overraskelser, foretrækker livet frem for planerne. For mig er mod noget helt andet, og det har jeg ikke helt så meget af, som jeg ville ønske. Men lidt har jeg da, og jeg har fundet ud af, at de fattige ikke er farlige, selvom de to ord har mange bogstaver til fælles.

Hver dag gik jeg ud og ledte efter en cafè amb llet. Den fandt jeg. Mening fandt jeg også i små glimt. Og som det altid sker, når man åbner for en kasse med spørgsmål, så genererer hvert spørgsmål nye spørgsmål, som man også kunne stille og nye veje, man kunne gå. Og forsøger man at nedbryde fordomme, finder man ud af, at man selv har dem. Mig selv, sagde hunden. Det ville være naivt at tro andet.

Jeg er kun en meget lille bæk, men jeg er i det mindste ikke ligeglad. Og det giver i sig selv ganske god mening at give bare lidt tilbage til universet, når nu universet har placeret mig i Barcelona med danske dagpenge på lommen.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.