DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

PARADISE REVISITED

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sat, May 21, 2016 01:33:53
Jeg har krammet et træ i dag. Og det bliver ikke det sidste. Gamle krogede egetræer med sirlige rynker og groftskårne dybsindige furer fortæller om et langt liv og står langs stien og kalder på mig. Med spæde nye blade, der lyser sart og grønt. "Giv mig et kram, giv mig det blidest tænkelige kærtegn, og jeg vil give dig alt, hvad du behøver. For det eneste, du virkelig har brug for, er at vide, at vi er ét. Du og jeg og alle er vi en del af naturen og har blot lånt en plads på jorden en kort stund."
Jeg er tilbage i Leorza, en lille landsby i Baskerlandet, som jeg opdagede sidste sommer, da sommeren var på sit varmeste. 30 grader i skyggen. Vandreture med æsler og svømmeture i læskende floder. Klatreture i snævre grotter, hvor ikke en eneste foton slipper ind. Drikkevand direkte fra fontænen oven for landsbyens mest rustikke hus.
I det hus bor Phil Miller med hunden Tximista og et par katte, der skal holde mus og rotter væk: Den halte stribede hankilling Bakam og dens særpræget plettede mor, som ikke rigtig har noget navn. Og engang imellem Phils søn Jazz og datteren Ishai, som ankommer fredag aften og tager afsted igen næste morgen. En teenagedatter er jo nok det travleste væsen, der findes. Lidt nede ad vejen står hans to æsler Momo og Django, hvis de da ikke er i færd med at udføre samfundstjeneste, hvilket vil sige, at de afkorter græsset foran kirken oppe på bakken på bedste æselvis.
Lige nu bor her også Annabelle og Tom, som er her for at deltage i et work away projekt (www.workaway.info). De har hjulpet i haven, og for nylig har andre work away'ers hjulpet til med at genopbygge og male gavlmuren.
For mig blev besøget hos Phil sidste sommer et inspirerende og lyslevende bevis på, at det er muligt at vælge en alternativ livsstil uden fast indtægt. Et liv hvor urtehaven og hønsegården leverer det basale, suppleret med guidede ture med Bizipizatours ( find det på facebook, lad dig inspirere ) og de logerende via airbnb, som han yder helt specielle ydelser med sine ture ud i landskabet. At bo der var som at komme hjem i ordets bedste betydning, alle deltog i et helt naturligt fællesskab omkring de daglige opgaver. Et sandt paradis i mine øjne.
Hele sommeren og langt ind i efteråret var der fuldt hus i Leorza, og Phil bliver aldrig træt af at dele ud af sin kærlighed til den baskiske naturs vidundere. Så stor er hans iver, at han straks efter min ankomst vil have mig og de to unge med ud til grotterne. Ups, jeg husker alt for godt mine omend små så dog aldeles mærkbare og aldeles irrationelle anfald af klaustrofobi fra sidst og overvejer et øjeblik at takke nej. Men nej, mit nej bliver selvfølgelig til et ja; jeg ser min frygt i øjnene med en påkrævet og heldigvis voksende begejstring og tiltro til Phils evner til at føre os trygt ind i bjergets indre.
Det kommer endda så vidt, at jeg følger trop, da han finder endnu en grotte, en han aldrig før har besøgt og entrer den med hovedet først. Forundret befinder vi os i endnu et stort underjordisk rum. Og lettere forskrækket opdager vi nogle monsterstore og meget bredbagede edderkopper, der ikke gav os lyst til at fortsætte længere ind i grotten. Muligvis en uopdaget art, siger Phil bagefter, for grotterne har været her i mere end umindelige tider uden særlig interesse fra homo sapiens. Den ældste "autograf" i den mere kendte første grotte er fra 1911. Sidste år i december overnattede Phil i grottens indre og vågnede først langt op ad dagen. Man mister totalt "track of time" i dette "pit dark". Sorry, mit sprog bærer uundgåeligt præg af, at vi er slået over i engelsk, for nok er vi i Euskal Herria, men alle mine medgrotteklatrere er briter. Phil er skotte, men har boet i Spanien i 18 år, heraf de sidste 13 i huset i Leorza.
Vinteren er hård i denne del af Baskerlandet, i Álava. I år kun ned til -6 grader, men -14 kan nemt forekomme. Det eneste opvarmede rum er "køkken-alrummet" nederst, opvarmet af en hjemmesvejset brændeovn, som han har konstrueret af to tomme gasflasker. Dagens kaffe er en god økologisk espresso lavet over gasblusset og det er en rigtig god idé at tage en varmedunk med i seng. Kulden og vinterens ensomhed sætter spor hos Phil, men med forårets komme og den snarlige sommer, hvor folk rykker ind, løftes han gradvist ud af den melankoli, der endnu hviler over stedet i midten af maj. Der er stadig risiko for nattefrost, men nu til morgen var der blevet udklækket en ny kylling. Det lysner. Selv de ældgamle egetræer sætter nye spæde blade. Naturen kalder på os. Jeg krammer endnu et træ, før jeg forlader mit paradis og sætter kursen tilbage mod mere beboede egne.







Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.