DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

VI ER ALDRIG ALENE

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Mon, May 02, 2016 02:51:21

Det kommer til os alle en dag. Hvis vi lever længe nok. Nej, faktisk er det det eneste, vi ikke kan undgå her i livet. Døden. Et tilfælde bragte mig forleden i selskab med flere døde, end jeg nogensinde havde forestillet mig har levet. Et astronomisk antal grave, hvis indbyggere jeg ikke kan lade være med at sende en kærlig tanke. Det har taget mig nogle dage at få denne sære oplevelse ned på skrift, men nu er den ved at være der. Fortællingen om den dag, hvor jeg aldrig nåede at få min cafè amb llet.

Jeg værdsatte de dødes selskab, hvor mærkeligt det end lyder. Mens jeg gik jeg rundt som den eneste levende blandt tusindvis af døde, pakket i mange etager. Dødens skyskrabere, der rækker ud mod Middelhavets store blå himmel. Af og til nogle større familiegravsteder i kun ét plan, som f.eks. familien Jimenez Toras, som bevogtes af den smukkeste engel. I et par timer vandrede jeg rundt i det usædvanlige selskab. Af og til passerede en bil, for kirkegården på Montjuïc er så stor, at de fleste bruger bil for at komme frem derinde. Samt høje trappestiger for at besigtige deres døde og give dem lidt friske plastikblomster.

Måske var det ikke det rette sted at spise, men jeg var blevet småsulten og satte mig med mine medbragte vindruer på en bænk foran et bed med lavendler og rosmarin. Under hver lille busk stod et navneskilt med fødsels- og dødsdato. Også det var grave. Intet var blot til pynt. Overalt var de døde nærværende. Og her få dage før ”Día de la madre” (mors dag), som der er reklamer for overalt, gik tankerne til min egen mor, som forlod livet iblandt os for snart fire år siden. Hun var ikke nem, men jeg kan have følelsen af, at der er kortere afstand til hende nu, end der var, da hun levede. Nu hvor hun ikke længere er fanget i en syg krop og et sind, der forhindrede hende i at forholde sig til os som mor og mormor.

Kirkegården på Montjuïc, som sidste år blev kåret i en top tre for bedste kirkegård i Spanien, er en gigantisk labyrint, og selvfølgelig kunne jeg ikke finde udgangen. Det slog mig, at jeg ikke havde set andre levende, hverken i biler eller på trappestiger, i et pænt stykke tid. Måske lukkede kirkegården klokken 17, som allerede var et stykke tid siden. Tiden havde taget mig, som den jo ofte gør, mens vi i rasende fart styrer mod den uundgåelige død. Hvad nu, hvis jeg måtte blive derinde? Det, der umiddelbart generede mig mest, var, at jeg stort set hverken havde vådt eller tørt. Jeg er ikke bange for de døde, tænkte jeg, temmelig overbevist om, at hvis de skulle finde på at røre på sig, ville de være venlige, og de ville mig det godt, som jeg ville dem det godt. Hvorfor i alverden skulle det være anderledes?

Jeg vadede og vadede, passerede hundredvis af døde endnu engang, før jeg fandt en port med en hængelås. Var det her, jeg kom ind? Jeg bøjede mig ned og kiggede ud gennem hullet ved hængelåsen. Der var fliser udenfor. Fyrretræer. Jeg var ikke sikker på, at det var den rette udgang, så jeg vadede videre. I den forkerte retning viste det sig mange døde senere, da jeg endelig, efter at være vendt om, kom til endnu en låge med hængelås. Låst vel og mærke. Endnu et kig ud. Mere sandsynligt, at det var her. Støvet tørt gult sand med spor efter biler, der for længst var kørt væk. Jeg vendte mig om, og syntes det virkede mere bekendt her end det andet sted. Kattens osse. Det her bliver lidt af en udfordring, for murene ud til verden er ikke blot meterhøje og ufremkommelige, men fyldt til randen med døde, som jeg nødig vil trampe på. Der må da være nogle levende også, et eller andet sted. Udenfor måske. Jeg stod en stund og spejdede ud gennem hullet for at se, om nogle af de mange løbere, jeg havde mødt tidligere på dagen i området omkring Castell Montjuïc, skulle komme denne vej forbi. En ret træls stilling, så jeg opgav efter et kvarters tid uden tegn på liv derude og begyndte igen at vandre rundt. Intet tegn på liv herinde heller, men masser af tegn på død.

Kors efter kors, en rusten Kristus, støvede engle og spindelvævomspundne kunstige blomster på forsømte gravsteder. Mon familien har glemt dem, eller er alle døde, uden at nogen har givet dem et gravsted? Min mor ligger i sin urne på fællesplænen i Viborg, nemt og praktisk for alle. Meget nordisk og så simpelt, at det næsten gør ondt. At bære rundt på hendes urne og sænke den ned i jorden var en af det mærkeligste oplevelser. Jeg ved sådan cirka, hvor den er og har et par gange besøgt hende. Det er så meget lettere at tale med hende nu, end det var, da hun var i live, hvor absurd det end monne lyde. Jeg har en fornemmelse af, at hun rent faktisk lytter til mig, hvis jeg taler med hende inde i mig selv. At hun måske endda rent faktisk kan læse mine tanker, og at hun godt ved, at hun ikke er der så tit, i mine tanker, som man ville ønske som mor.

Trods kirkegårdens voldsomme størrelse forsøgte jeg mig langs dens mure. Der måtte være et sted, man kunne klatre op og hoppe ned uden at risikere at brække alt for mange ben. Da jeg på vej herhen gik rundt udenfor og ledte efter indgangen, bemærkede jeg et hul i muren, hvor jeg kunne kigge ind. Alt for lille til at krybe igennem, men alligevel prøvede jeg at finde stedet igen, for her var muren bare mur og ikke lag på lag af døde i et par meters dybde. Måske kunne man klatre op på den. Springe ned på stien, som var fyldt med tegn på, at folk havde forrettet deres nødtørft her. Gad vide, om kirkegården overhovedet har et toilet? Det var efterhånden nogle timer siden, at min blære var begyndt at røre lidt på sig. Vindruer og købevand på flaske. Håbede på, at det meste ville fordampe i varmen.

Jeg kunne ikke finde stedet, mærkeligt. Som om al kontakt til omverden var lukket og slukket. Som om kontakten herfra kun gik opad mod den langsomt rødmende himmel. Dødens skyskrabere kastede længere og længere skygger, ligeså den smukke engel, hvis ansigt ikke længere var badet i sollys fra sydvest.

Flere grave, overalt. Det eneste levende foruden mig var en lille fugl, som pudsigt nok ikke var bange for mig. Som om den godt vidste, at jeg ikke var spor farlig. Skulle jeg blive ved med at vade rundt og håbe på, at noget ville vise sig? Eller kunne jeg egentlig ikke lige så godt sætte mig på en af de få bænke og nyde solnedgangen med udsigt til Barcelonas lufthavn en stund?

Det var uundgåeligt at tænke på mine egne døde, da jeg sad dér blandt alle andres. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer, nogle længe før deres tid burde have været udrunden. Folk, der har betydet mere for mig og mit liv, end jeg selv var klar over, mens de levede. Ofte ser vi først andres betydning klart, når de ikke længere er iblandt os. Det retrospektive lys.

Efterhånden som solen sank, begyndte det alligevel at gå mig på nerverne. Bare lidt. Min mave knurrede, men folk har overlevet det, der er værre. Fugle højt hovedet på mig. Den umiskendelige lyd af svaler, der jager insekter i skumringen. Mad.

De 15 grader, de havde lovet om dagen, var blevet til meget mere, mens jeg forcerede højdemeter på højdemeter op ad Montjuïc, men nu trak havets fugt ind over bjerget. Og når solen forsvinder, følger kulden og natten. Og kattene. De var sky og magre og løb deres vej, da jeg ville nærme mig dem. Vidste de ikke, som fuglen, at jeg er helt ufarlig og faktisk ret så meget en katteven. Vi kunne varme hinanden i natten.

Jeg havde på fornemmelsen, at den ville blive meget lang, natten. Efterhånden var det blevet så mørkt, at skulle jeg have sprunget ned et sted, burde jeg have gjort det for længst, så jeg kunne se, hvor jeg landede. Månen dukkede frem. Badede havet i et sølverne lys, en fin lys stribe lige hvor den spejlede sig. Det var faktisk en ret fantastisk udsigt, hvis man så bort fra den omstændighed, at jeg ikke bare kunne forlade stedet, når jeg ikke ville se på den længere.

Øjne i mørket. Det var bare kattene, ikke noget at være bange for. De kom nærmere nu, måske var de ikke helt så bange for mig længere. Nysgerrige? Det lød som om de hviskede. ”Fem og halvfjerds”. Jeg må have hørt forkert. ”To og fyrre”. ”Tre og halvtreds”. For hunde da, var jeg landet midt i en natligt bankospil?

De hviskede fra alle sider. På hvilket sprog ved jeg ikke, jeg observerede det bare som lyd, som ord uden sprog. Som historier fra en verden, der var engang. Tallene var årstal.

”Vi måtte holde tand for tunge med det vi hørte, når døren var låst”, ”Ikke et ord katalansk uden for hjemmets fire vægge”, ”Far gik ud den aften, han kom aldrig tilbage”, ”Det var en hunhund, den var kun fire måneder gammel, da jeg døde”

Der undslap mig en lille gysen, da det gik op for mig, at jeg ikke blot var vidne til talende katte, men til katte, der var talerør for døde mennesker. Flere øjne i natten, flere katte, flere stemmer. De myldrede frem, enkelte smøg sig ud fra halvtåbne grave, og alle talte de i munden på hinanden, mens de knurrede, snerrede og hostede hult. Jeg havde ikke en chance for at holde rede på det, de sagde. De magre, udsultede kræ, de magre år under General Francos enevælde fra 1939 og helt frem til det der for mig er vor tid, til 1975. De år, hvor det var forbudt at tale andet end spansk, eller castellano, som de siger hernede for at understrege, at de mener herredømmesproget, som har sin oprindelse i Kastilien og er grundlaget for det spanske, som vi kender i dag. Men i alle afkroge af den Iberiske halvø har de holdt fast i deres eget sprog og kæmpet for selvstændighed, nogle mere militante end andre. I Katalonien, i Galicien (som ligger tæt på Portugal, så deres sprog minder meget om portugisisk, ligesom katalansk minder om provencalsk), i Baskerlandet, Euskal Herria, hvor sproget ikke minder om noget som helst andet sprog i verden. Mange regioner er i dag ”communidades autónomas” og har en vis selvstændighed, f.eks. eget politi.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg meget lidt at det, de sagde, og meget af det gav ikke rigtig mening. Først og fremmest husker jeg følelsen af at blive lukket ind i en verden af undertrykkelse, en verden hvor folk ikke kunne være sig selv og tale deres eget sprog, men hele tiden skulle passe på, hvad de sagde og gjorde, og hvem der så det og hvem der lyttede. Et liv under et diktatur.

Timerne gik, trætheden meldte sig, og koldt var det. En lille flok af kattene overgav sig og kom og varmede mig, stadig hviskende. Eller måske var det mig, der varmede dem. Vi blundede lidt.

Da det begyndte at lysne i øst, åbnede jeg øjnene og måtte smile. Stadig omringet af katte, nu helt tavse, men varme og tillidsfulde. Jeg havde tilbragt natten på en kirkegård, hvilken utænkelig tanke, om nogen havde foreslået det i går. Men jeg var ikke alene, vi er aldrig alene. Og intet sted er åbenbart tryggere end en kirkegård om natten.

De døde er ikke farlige. Døden er ikke farlig. Den kommer, når den kommer, en uomtvistelig kendsgerning. Indtil da vil jeg leve livet og nyde, når solens stråler varmer mig. Og sende en varm tanke til min mor, for i dag er det ”Dia de la mare”, for nu at sige det på katalansk.

Desværre gik mit batteri dødt, inden mørket sænkede sig, så jeg har ingen billeder fra den usædvanlige nat på kirkegåden på Montjuïc, og I må nøjes med at opleve fragmenter af den i dagslys.