DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

DEN LIVSNØDVENDIGE CAFÈ AMB LLET - en arbejdssøgende danskers genvordigheder samt dennes bekendelser vedrørende kaffe

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, April 20, 2016 01:10:51

Jeg troede, jeg kunne spansk. Alle siger, at jeg taler godt spansk. Også spaniere. De sku´ bare vide. Luk mig indenfor på et offentligt kontor i Barcelona, og I vil se, at det forholder det sig helt anderledes.

Værst var det henne på ”kommunen”, hvor jeg vitterlig ikke fattede en bjælde af, hvad manden sagde. Jeg ville høre, om jeg skulle registreres her, for det står der nogle steder, at man skal. Han gav mig en bunke uforståelige papirer, hvor min værtinde Sandra skulle skrive under på alt muligt. Hmmm, skal jeg virkelig udfylde det? ”Og forresten” (og her forsøgte jeg virkelig at være venlig) ”jeg godt kan se, at De har travlt, men kan De sige mig, hvor jeg skal gå hen for at få et NIE-nummer?” ”No tengo prisa, tengo mucho trabajo” (Jeg har ikke travlt, jeg har meget arbejde) Se, dét forstod jeg! Og tonen ikke mindst.


Men når de bruger for mig endnu ukendte ord som ”trámite” og ”treball” (hvoraf det sidste endog er katalansk og ikke spansk) for da slet ikke at nævne alle de ord, jeg ikke fanger i farten, og når de gør det i et tempo, hvor det lyder som om de bare siger ”drrrrrrrrr” (á la maskingevær med nogle få indkastede vokaler cirka hvert sjette sekund), så er jeg virkelig kommet på arbejde. Og arbejde ja, det er jo det, jeg er her for at søge, så jeg skal igennem en masse forskellige instanser, hvor de alle imiterer maskingeværer, fordi de ikke har tid til at sætte farten ned, selv når jeg beder dem om det. Det er åbenbart bedre at sige det samme flere gange, uden at jeg forstår.

Man kan kun gå forvirret og lettere nedslået fra den slags ”møder”, så jeg frygtede for i tirsdags, hvor jeg skulle møde til et ”cita previa” (forudbestilt møde) på SOC (det katalanske modstykke til vores jobcenter) for at aflevere papirerne fra min danske a-kasse. Det vender vi tilbage til. Først tilbage til ”kommunen” og den lange kø bag mig. Den forlod jeg dog med min ”halve regnskov” i hånden og lod de trippende spaniere trippe videre.


Vel ude i verden finder jeg en café, bestiller dagens cafè amb llet, og pludselig forstår jeg alting meget mere, og humøret stiger. Alt ser jeg klart i kaffedunstens grumsede lys, og vejen til kontoret, hvor jeg kan få mit NIE (som er et identifikationsnummer for udlændinge som f.eks. søger arbejde eller vil købe bolig i Spanien) virker knap så lang. Og pludselig kan jeg spansk som aldrig før. Forhåbentlig da, for jeg støder på mange nye ord hver eneste dag, og noget må vel lagre sig. Og med ét er jeg også i stand til at ynke de stakkels offentligt ansatte i Spanien en smule. Ikke nok med, at der er lang kø i ekspeditionen, men i køen stod der oven i købet en dansker med for fattigt et ordforråd og ville have klar besked. Stakkels dem.


Tilbage til tirsdag og alle mine nerver. Jeg havde trods alt fået booket mødet, for jeg havde et midlertidigt NIE. Men nerverne lagde sig ikke ligefrem, da jeg mandag aften opdagede, at jeg havde taget fejl af datoen og i virkeligheden skulle have været der samme dag. ”Joder” (fandens osse!), de straffer mig garanteret på alle mulige måder - jeg må huske at sige vildt meget undskyld. Bestilte et nyt møde til tidligt tirsdag. Stod op 7:30 – drak den livsnødvendige kaffe (omend lejligheden på fjerde sal på den længste og smukkeste adresse jeg i mine livsskabte dage har haft – Carrer Violant d´Hongria Reina d´Aragò - kun har ”nes”, men det holder i en snæver vending) - og vandrede hele vejen derind. Kom endda til før tiden, men manden på den anden side af skranken så virkelig ugidelig og træt ud. Uh, jeg blev helt bange, for trætte mennesker er sjældent særlig tålmodige, og jeg kan godt kræve en vis tålmodighed, når jeg kaster mig ud i at skulle forstå det der spanske, som for mig er så meget lettere på skrift. Og så var han i stedet bare vildt rolig og talte forståeligt! Jeg afleverede pænt mine papirer fra min a-kasse, og han lovede at ekspedere dem på rette vis, så jeg kan få mine dagpenge. ”Y qué más tengo yo que hacer?”, hvad mere skal jeg gøre?, spurgte jeg. Ikke noget. Tilsyneladende forlanger ”jobcentret” her ikke, at man dokumenterer jobsøgning eller andet. Og hvis jeg tager til en anden by, skal jeg bare lade mig registrere på deres ”jobcenter”, når jeg kommer. ”Men du skal have et NIE”, mente han, og så blev jeg henvist til et eller andet statsligt administrationskontor på Passeig San Joan og vandrede også hele vejen dertil og stillede mig i endnu en trippende kø , blot for at blive vist videre til et nyt sted. Det syntes mine ben ikke om; de havde allerede vandret rigtig mange kilometer, så det måtte vente til en anden dag.


I mellemtiden har jeg kontaktet det danske konsulat og fået at vide, at jeg ikke behøver registrere mig hverken som ”borger” eller med NIE, når jeg er her mindre end 3 måneder. Ikke flere kontorer til mig lige med det samme, og når og hvis det sker igen, så bliver det ikke uden en god stor kop kaffe først til at booste mit spanske.

Jeg har ingen fotos af alle de offentlige køer, jeg har stået i, men på vej fra den ene kø til den anden mødte jeg en del mennesker, som ikke stod i kø...