DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

UNDER REGNBUEN

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, January 10, 2018 12:50:42

Tænker du ligesom jeg ofte på, om det er muligt at leve et mere simpelt liv, slippe rotteræset, internettet, facebook og dogmet om, at mere vil have mere? Som nogle læsere ved, gik jeg lidt af vejen ved for et par år siden at skippe mit faste job og kaste mig ud i et liv uden sikkerhedsnet. Men vil jeg gå resten af vejen?

Da jeg var teenager, hed min ”bibel” FatuhivaTilbage til naturen og var den unge Thor Heyerdahls beretning om, hvordan han i sine unge år levede på en af Marquesas Øerne i Polynesien, smadrede sit ur imod en sten og badede nøgen i vandfald. Drømmen om at leve i naturen var i mange år stærk i mig, selvom Thor endte med at opgive projektet og derefter give sig i kast med diverse antikvariske selvbyggerbåde.

Tilbage til naturen, til det naturlige, er stadig en stærk strøm i mig og leves ud gennem vinterbadning (naturlig nøgenhed), ved at købe økologisk, dyrke egne stikkelsbær, sanke hyben langs stranden og sylte dem og desuden at skralde og affaldssortere og lignende småtterier af hensyn til vores planet, men det er slet ikke nok. Også jeg er fanget af det samfund, jeg lever i, og de spilleregler, der er. At det er et samfund på vej mod randen af afgrunden, ved de fleste af os efterhånden godt. Jeg bliver dystopisk stemt, hver gang jeg læser en artikel om klimaproblematikken, og måske var det derfor, at tilfældet ville, at jeg denne vinter for en kort stund tog bolig i det modsatte af vores kommercielle, fortravlede forbrugssamfund; at jeg besøgte en smuk utopi, der favner alle, der vil favnes og indlemmes i familien, og hvor jeg følte mig meget tæt på totalt hjemme. For forsynet ledte mig til at tilbringe et par dage i en Rainbow Gathering på La Gomera, en fantastisk smuk kanarisk ø med sommervejr i slutningen af december.

En stjerneklar aften langt fra byers lysende og larmende støj. Efter mørkets frembrud foregår alt i halvmånelysets skær suppleret af et lille bål, nogle interemistiske lamper lavet af vandgalloner med fyrfadslys indeni og skæret fra italienernes hjemmebyggede pizzaovn, hvor der bages sprøde veganske pizzaer til ud på de små timer. Stranden favnes af stejle skrænter, nu sorte mod den mørke men alligevel lysende himmel. Bølgerne bruser med skumhvide toppe, et fængslende syn i alt det dunkle. En sky går for månen, og alt forvandles til et low key fotografi, hvor kun de øjne, der har været længe nok i mørket, kan ane konturerne af klipper, mennesker og fint balancerede spinkle stenvarder, der i mørket ligner menneskeskikkelser.

Tæt på pizzaovnen står en ung mand med en ukulele, en anden med en tromme, og der synges og danses livligt med. Et par sange af Manu Chao, som var stort set det eneste jeg hørte skille sig ud fra de mere eller mindre spirituelle sange, som står skrevet i The Rainbow Family´s sangskat: ”Don´t be angry, don´t worry, don´t make any, any assumptions, don´t take anything personally, do your best, ...´ll do the rest”. Jeg lægger en andenstemme på og når at få hele sangen ind gennem de mange gentagelser, overrasket over hvor velklingende det lyder, når alle, der har lyst, synger med.

Jeg ankom en eftermiddag, endnu engang forfulgt af held. For jeg var taget afsted på lykke og fromme, kun medbringende et liggeunderlag, en ulden undertrøje og et tyndt fleecetæppe, velvidende at nætterne kan blive lidt kolde selv på La Gomeras sommerlige kyster. Allerede på stien fra bussen og ned til lejren blev det, der kunne have været et problem, løst, før det blev et reelt problem. For jeg faldt i snak med to unge tyske piger, der havde et telt og plads til én til. Ingen iskold blæsende nat på en mørk strand til mig. Og ligesom det løste sig, således også det, at vi senere i mørket ikke kunne finde hinanden, og at jeg ikke vidste, hvor teltet var slået op. De to piger havde lavet et call efter den danske kvinde med de røde bukser i the food circle, men på det tidspunkt sad jeg langt væk i en women´s circle og betragtede mørket falde på. Og det faldt tungt! Jeg cirklede rundt om den store food circle, nu en ufattelig stor og udefinerbar menneskemængde, og kunne jo ikke ligefrem tage min lommelygte frem og lyse folk op i deres åbne ansigter. Men tænkte, at det løser sig nok. Ingen grund til panik, selvom jeg virkelig ikke anede, hvordan jeg skulle kunne finde to personer, jeg ikke engang vidste hvad hed. Efter en stund mødte jeg et lille musikoptog, der bevægede sig rundt og fandt det naturligt at gå med, syngende med på de ukendte sange, så let og anonymt i ly af mørket. Og pludselig var de der, de to piger, og alt faldt på plads. Jeg placerede mit billige liggeunderlag (som jeg senere efterlod til the family) på den stenede grund og fik mig et hjem for natten. Men først og fremmest fik jeg bekræftet min tro på heldet og på, at mennesker agerer omsorgs- og ansvarsfuldt.

Da jeg ankom i eftermiddagssolen, var det ikke mindst det skønne hav, der lokkede. Af med tøjet, ligesom alle de andre vandhunde, hvoraf nogle vovehalse trodsede de vilde bølger og den stærke strøm og møvede sig forbi klipperne og længere ud, hvor de kunne svømme langt i havet langs med kysten. Jeg havde det fint med at finde et sted, hvor jeg kunne stå i spænd mellem nogle klipper og lade bølgerne suse hen over min krop. Nøgenhed er naturligt, også efter man er fyldt halvtreds. En ældre mand stod i timevis og lavede sæbebobler med vindens hjælp, uden at nogen tog notits af hans nøgenhed. Nøgne og halvnøgne mennesker overalt, men foretrækker du at have tøj på, tiltrækker heller ikke det sig nogen opmærksomhed. Vil du lave yoga eller give massage på stranden, gør du bare det. Jeg så endda en flok mennesker stå længe og ryste hele kroppen op og ned - hvad den øvelse går ud på aner jeg ikke, men alt er OK på en Rainbow Gathering, så længe du ikke generer andre med det. Rygning foregår principielt lidt afsides, alkohol bruges ikke, telefoner så jeg ingen af, og naturligvis fotograferer du ikke. No electronics, no drugs og no shoes. Hvis sidstnævnte skulle være et reelt forbud, er det klart det, der oftest blev overtrådt, og jeg var nu pænt glad for mine trekkingsandaler på de hårde lavasten.

No drugs? Well, næsten. Et lille eftermiddagsbillede: En pige i selebukseshorts halvt knappet og ingenting under, der spiller guitar og synger for med sin dybe jordbundne, lidt rustne stemme efter mange timers sang. Lidt af Bob Marley´s Jammin´. En fyr bryder gentagne gange ind med variationer over I smoke every morning, og grundet hans manglende situationsfornemmelse, var det tydeligt, at det nok ikke kunne gøre det. Pigen affærdiger ham roligt med et I don´t smoke. Og det var da heller ikke det generelle billede, jeg fik af folk dér.

Men hvad skulle jeg lave her, udover ganske enkelt at være i en afslappende og tryg væren? Måske var det nok, for at være lige her var ganske specielt. Jeg kendte ingen, kunne blot genkende et par ansigter fra da jeg en uges tid før havde været forbi med mine venner, der ligger i en båd på den anden side af øen og havde hørt om hippiestedet. De havde vist ikke lige forudset, hvad det besøg ville sætte i gang: At jeg ville tage tilbage hertil – alene. Men her er man ikke alene, som en af de tyske piger sagde. Lige præcis! Men sammen på en helt anden måde. For mig var det once in a lifetime, at der var en Rainbow Gathering et par timer væk og tilmed på den smukkeste plet, og at jeg havde tid til at besøge den for alvor og blive en del af fællesskabet for en stund. Og jeg tænkte, at jeg må bare kaste mig ud i det og se, hvad det egentlig er for noget. Ikke nok at læse om det på internettet, det skulle opleves. Og straks blev jeg en sister og en del af the rainbow family, for alle er velkomne, blot de har en navle! Og det er bestemt ikke umuligt, at jeg en anden gang vil rejse efter at deltage.

Det lød et call: Women´s circle NOW, og jeg gik efter lyden. Lidt efter var jeg selv med til at call´e, og gradvist voksede flokken af kvinder, der havde lyst til at deltage, langt de fleste væsentligt yngre end mig. Og de fleste af de unge kvinder havde fået menstruation nærmest lige da de ankom, et emne, der optog dem en del. Vi fandt et godt sted at sidde og cirklen gik i gang. Efter tur sagde vi, hvad vi gerne ville have ud af at være med i cirklen og hvad vi gerne ville bidrage med. Og ja, der var mange gentagelser, og det kunne lyde som floskler, men jeg er ikke i tvivl om, at hver og én mente, hvad de sagde. Ting som gensidig forståelse, visdom og kærlighed siges højt i denne sammenhæng, og det føles helt rigtigt og trygt. Så måtte man ellers byde ind med, hvad man havde på hjerte, og det var meget forskelligt. Fælles for det hele var en meget stor åbenhed, både omkring hvad man fortalte og hvordan folk lyttede og kommenterede. Og der kom emner op, som vedkom os alle og the family´s velbefindende. For selvfølgelig er der slanger i Paradis. Flere havde haft oplevelser af, at en bestemt mand var for nærgående. Det kan ikke undre, at nogle få vil betragte det som et tag-selv-bord, når der render så mange smukke nøgne mennesker rundt på et sted, hvor kærlighed er det samlende. Omend i en lidt bredere betydning end tosomhed og kernefamilie. Naturligvis vil der af og til opstå tiltrækninger, men uheldige scorebemærkninger og tvetydige – eller alt for utvetydige - berøringer er ikke velsete. De inkluderede blev dog enige om, at de ikke var ude på at ekskludere ham, men ønskede at han viste dem respekt.

Og tro det eller lad være, men selv jeg halvgamle kone blev udsat for en tilnærmelse. Kun i ord dog, men nok til at få mig til isne og trække mig væk. Yo estaba pensando en tí - mucho (Jeg har tænkt på dig - meget), gentog han flere gange, da jeg mødte ham i mørket, den spanske brother, som var en af de første jeg hilste på, da jeg ankom. ”Er du også sådan én der tænker?”, spurgte han nok så tvetydigt. ”Jo jo, men jeg tænker mest på at deltage i sangen og dansen!” - og vupti var jeg ude af kattelemmen, selvom jeg stadig følte hans øjne i nakken. Jeg var absolut ikke taget til Rainbow Gathering for at blive scoret, men havde tværtimod en forventning om helt ligetil og ligeværdige møder mellem mennesker, mænd som kvinder, møder i åbenhed og utvetydighed. Jeg kan have misforstået den stakkels mand, men hvis han mente noget andet, kunne han have mødt mig på en anden måde – eller jeg kunne have spurgt ind, men hele situationen var ubehagelig for mig Så jeg forstod pludselig godt de unge piger, selvom det de fortalte, der var sket, lød af ret lidt. Men hvis man har i baghovedet, at many of us have been raped (citat fra ung britisk pige i the women´s circle), skal der ikke meget til, før man føler sig utryg, eller bare får en ubehagelig fornemmelse af, at stemningen vender. Vi forventer ganske enkelt andre spilleregler end ude i samfundet, Babylon, som nogle rainbow´ere ville kalde det. Blot det at komme til en Rainbow Gathering, er ganske uformelt at lade sig indlemme i et fællesskab, en familie, hvor man er lige og behandler hinanden med respekt og åbenhed. Men alt kan misforstås og folks dagsordener er forskellige. Vi er trods alt skabt af en anden verden.

Efter at have trukket mig væk fra den spanske brother og tættere på musikken og sangen, falder jeg i snak med en polsk bror. En helt anden og lige-ud-af-landevejen-kommunikation, som straks signalerer venskab og intet andet. Vi løber på hinanden flere gange den aften og altid med et smil og et åbent møde mellem vore øjne, sådan som jeg helst møder andre mennesker. Jeg tror på, at man kan se på en anden persons smil, om de er til at stole på. Eller måske blot, om man er på bølgelængde.

Det blev en uforglemmelig aften. Snart sang jeg med, snart gik jeg rundt, satte mig på en klippe og iagttog bølgernes brusen, snart stirrede jeg ind i et bål og lyttede til andres sang, iagttog og nød folks tilstedeværelse, snart satte jeg mig på det sorte vulkanske sand og lod mig drage ind i den lyd, der for mig mere end noget andet virkelig passede til dette sted. En ung mand spillede hand pan (shakti pan) med stor musikalitet. Ville gerne give den musik et helt kapitel for sig, men helt ærligt – det skal opleves! Smid f.eks. dette link ind i din browser: https://www.youtube.com/watch?v=xk3BvNLeNgw, selvom det selvfølgelig ikke er den skønne unge lyshårede hand pan´ist fra stranden, der spiller. Varme melankolske toner tilsat en jævn blød puls, ren guf for mine alt for sarte øregange, der alt for ofte må ty til ørepropper, når der musiceres ude i den verden, vi ellers færdes i.

I ly af mørket fandt jeg vejen ned mod the shit pit, lykkelig over ikke at skulle skide, for nu at sige det rent ud! For den slags foregår i den venstre side af stranden, hvorfra strømmen leder det udskidne væk, så det ikke kommer i kontakt med vandet på den højre side, hvor man bader og vasker sig, vasker op, vasker tøj og børster tænder i havvandet. Og skidningen foregår helst afklædt, så vandet kan skylle én ren bagefter. Jeg nøjedes med at tisse på stenene og holdt alt andet indenbords, indtil jeg næste dag over middag befandt mig på baren i Alojera. Ahhhh! Hyggelig snak ja, og også en del af livet – og en del af en Rainbow Gathering, at hygiejne er et tema, man ikke kommer udenom at skulle have styr på. Efter besøg i the shit pit vasker man hænder i eddike, ligesom man gør det, inden man deltager i madlavningen.

Jeg var lykkelig over min plads i de søde tyske sisters´ telt, omend på en noget stenet grund, og at jeg iført alt mit tøj vågnede omtrent tredive gange og måtte trække det tynde tæppe tættere omkring mig og hætten på fleecetrøjen op om hovedet. Men hver gang jeg vågnede, sagde jeg til mig selv, at jeg bare skulle nyde øjeblikket, lytte til de vilde bølger tæt på og vinden, der greb fast i teltet. Så det gjorde jeg, og det virkede hver gang. At være tilstede i det nu, der er, og nyde hvad nydes kan, gør livet så meget lettere – og rigere, ikke mindst.

Prikken over i´et næste formiddag. En regnbue viste sig lige over den store klippeknold, der fortæller, hvor the shit pit befinder sig, så den også er til at finde om natten. En ung pige sad lidt længere henne ad skrænten, vendte sig om og smilede til mig. I det øjeblik var vi ét og samtidig ét med stedet og verden. Og med regnbuen, som vi begge nød, mens nærmest mikroskopiske dråber af fortættet vand (også kaldet støvregn) ramte vore arme, båret af vinden fra bjergenes grå skydække - og straks fordampede.

Ja, jeg var delvist en tilskuer, en hippieturist i hippieland for en kort stund, et par dage, fortryllet af folks åbenhed og venlighed, naturlige nøgenhed, fraværet af mobiltelefoner og unødig larm og fuldskab. Af roen, der bemægtiger sig én, straks man er der, hvis man som jeg suger andres energi som en svamp. Trygheden, den umiddelbare følelse af at høre til og være en del af noget større. For jeg deler værdierne og fik her inspiration til at leve dem mere ud. Men jeg deltog også som alle andre, efter lyst og behov. Skrællede virkelig mange gulerødder til den fælles veganske mad, meldte mig til en women´s circle, jeg sang med på sangene omkring mig og lagde andenstemmer på, hvis det føltes naturligt. Jeg følte mig godt tilpas, følte mig hjemme og fandt hurtigt ud af spillereglerne, fordi jeg stak en finger i jorden, slukkede min mobil og ikke engang havde taget et kamera med derud.

Jeg nød af være der, men er dog ikke så blind, at jeg tror, at vi løser noget ved at lave små alternative parallelsamfund en måned af gangen, eller ved at revse andre for ikke at købe økologisk eller for at bidrage til forbrugssamfundet og leve i en mainstream kultur. Slet ikke hvis vi selv udleder en fandens masse CO2 for at rejse til en lille ø i Langtbortistan for at deltage. Men hvis vi hver især med vores måde at være i verden på kan inspirere andre, samtidig med at vi lever det liv, vi finder rigtigst ud fra de muligheder, der gives os, kan vi så et lille frø. Jeg er stadig tro mod min utopi, som handler om vores måde at være tilstede i denne verden på. Sammen og hver for sig, hvordan vi behandler hinanden og kloden med respekt for alt levende. Men som Thor Heyerdahl gjorde det efter en tid på Fatuhiva, vender jeg tilbage til mit liv, stadig en del af vores samfund, men på en måde, jeg finder god og så bæredygtig som muligt. Og jeg tager roen med mig!

Og det omgivende samfund på den lille ø, hvad syntes de mon om hippie-invasionen? Lige præcis på La Gomera er de vant til en del af den den slags, idet øen allerede for over 30 år siden blev opdaget af nogle tyske hippier, hvoraf mange slog sig ned og stadig bor der, specielt i den lækre laid back kystby Valle Gran Rey samt Calera lige oppe ad skrænten (bogstaveligt talt bygget op ad skrænten). Så deromkring bliver man ofte tiltalt på tysk. Som en tysk kvinde, der havde boet der i over 20 år fortalte mig, så var det engang en tysk hippie-hemmelighed, og det er det ikke ligefrem længere. Men omkring den lille bitte by Alojera, som man tager bussen til for at finde frem The Gathering, tror jeg meningerne er delte. Allerede i bussen dertil mærkede jeg chaufførens uvilje. Først blev han åbenlyst fornærmet over, at jeg bad om en billet uden at sige goddag først. Dernæst ville han ikke give tilbage på en 20 euro seddel, hvilket de ellers altid gør, dernæst igen protesterede han en del imod at sætte os af ved stien ned til lejren. Og endelig var han på ingen måde behjælpelig, da en ung pige havde mistet noget i anden bus tidligere på dagen. Og jeg har oplevet andre chauffører være meget korte for hovedet, hvis jeg var i hippie-antræk og anderledes hjælpsomme, hvis jeg bare lignede en vandreturist. Fordomme er at finde overalt - man kan starte med at blive mere bevidst om ens egne.

Da jeg gik tilbage op til Alojera passerede jeg en bar. En yngre mand, der sad udenfor, sang for mig ”Perrito, perrito – you got lost, you got lost”. En ikke spor tilfældig kommentar, der dog på ingen måde kunne fjerne min indre glæde over mine oplevelser (i parentes bemærket betyder perrito lille hund). For mig er han blot en stakkel, der lever på en angst for det ukendte, som bliver provokeret af halvbeskidte, langhårede væsener som os. Den bar havde ingen hippiegæster, men på den næste er vi velkomne. De tjener godt på os og tillader os gerne at bruge deres hårdt tiltrængte ægte toiletter, drikke deres ægte kaffe eller indtil flere øl over en rum tid, bøjet over vores skitsebøger med stabler af proviantering på bordene, købt i butikken i den anden ende af huset, hvor der hænger et skilt: No se fía a nadie - Stol ikke på nogen. Som dog i dette tilfælde mest skal betyde, at de ikke giver kredit, sagde manden, der solgte mig 4 clementiner og en flaske vand, da jeg fuld af tillid til verden sagde til ham, at jeg håbede der var nogle, han stolede på. Jeg skulle ikke tilbage til lejren, men tilbage til båden i San Sebastián via den smukke dal Vallehermoso og gennem så mange hårnålesving, at ens mave af og til giver sig lidt til kende, så lidt at stå imod med udover medbragte kiks ville være godt.

Og nej, jeg har ingen billeder af alle de smukke mennesker på Playa de Trigo på La Gomera, men ser dem stadig lyslevende for mig. I må nøjes med landskabet omkring stedet og den unge brother, der bærer vand til lejren. Billeder taget, da jeg en uge tidligere var der med mine sejlervenner. Og et enkelt af the Shit Pit taget ved midnatstid med min mobil - dog... Men de dage på the Rainbow Gathering var noget af det smukkeste og rigtigste, jeg har oplevet, og for mig var det langt vigtigere at være der end at fotografere. Og oplever I, at jeg af og til trækker mig og bliver helt stille, er det fordi jeg søger det sted inde i mig selv, som jeg fandt en flig af de dage. Endnu en ledetråd i min søgen efter at kunne være den, jeg er. Den vej, jeg allerede anede, men nu følger med mere sikker retning. Hvad der er godt for mig og forhåbentlig for verden. Med venlighed og kærlighed til alle. Set your spirit free.

Rammen for denne blog en kop kaffe. Med mælk. Som jeg i denne sammenhæng aldrig fik. Hverken eller. Men et par sip af en tysk sister´s ingefærthe var også nok og endnu et dejligt minde.

Til sidst et par billeder i ord, nu fotos på stedet ikke var en mulighed:

En hvid plastikpose, der lettede og fløj ud over havet. Mange fulgte den med øjnene, mens den blev ført væk af vind og vand.

Pigen, der fortalte, at hun i shit pit´en mistede sin moon cup, da hun gav efter og pressede en lort ud.

Et par børn, den ene iført nissehue, der leger med nogle figurer i det sorte vulkanske sand og småskændes om, hvorvidt det hedder Papa Noël eller Santa Claus. Der Weihnachtsmann lyder det fra en mor i nærheden.

En pige med dreadlocks, der holder sig i nærheden af musiken, synger med, glidende fra tone til tone improviserer hun sig frem i helt sin egen stil.

En kvinde, en af de få, som var ældre og tungere end mig, der adspurgt om hvilken del af Tyskland, hun kommer fra, svarer: The Austrian Part.

En kvinde, der i Women´s Circle spørger, om vi har prøvet at tisse stående. Latter, da der foreslås, at vi gør det sammen.