DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

FLYGTNING I SIT EGET LAND - PÅ BESØG HOS JORDSKÆLVSRAMTE I ECUADOR

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, September 14, 2016 10:02:39

Her til morgen løb jeg og min datter en tur på stranden neden for sommerhusene Casa Blanca, som ligger tæt på en lille klat huse kaldet Tonchigue og med Atacames som nærmeste større by. Klokken var knap og nap syv, alt var roligt, luften meget fugtig og så tæt på frisk, som den nu kan være ved Stillehavet tæt på Ækvator i juli måned, hvor den allestedsnærværende ”garua” oftest lægger en dæmper på sommervarmen med sin støvregn. Efter en næsten svalende skyller i det salte hav daskede vi hjemad og lavede pandekager til resten af familien, før alle kastede sig i poolens klare blå klorvand, hvorfra en pool boy netop havde konfiskeret nattens nedfaldne insekter. Luksusdriverliv af bedste skuffe – set med min optik. Ren nydelse og sol fra en letskyet himmel med kredsende grippe og en enkelt fregatfugl.

Under morgenmaden fik min ecuadorianske søster en sms: ”Har I mærket jordskælvet?” Hvad? Endnu ét? Måske var det det, der vækkede os så tidligt i morges, men ingen af os havde bevidst bemærket nogen som helst rystelse, selvom den var med en styrke på 4.0 efter Richterskalaen og tæt på. Epicentret var 18 km ude i havet tæt på Esmeraldas, som ligger cirka 40 minutter nordpå herfra i bil. Senere samme dag blev der registreret yderligere fire skælv forskellige steder langs Ecuadors stillehavskyst.

Et anderledes stort skælv ramte Ecuador knap 3 måneder tidligere. To minutter i syv om aftenen på Dronningens Margrethe II´s fødselsdag 16.april. Det største og værste siden 1987. Så voldsomt, at nyheden også nåede Danmark, hvor man ellers sjældent hører nyt fra ”mit andet fædreland”. Med en styrke på 7.8 og et epicenter tæt på Pedernales, et par timer sydpå herfra i bil. Hele byen faldt sammen, i første omgang 236 døde, senere steg tallet til 663 døde og 6.274 sårede, deraf en del senere fundet under murbrokker. Lige så forfærdeligt som den slags altid er, uanset om det sker i Nepal, i Tyrkiet, i Mexico...

Folk skyndte sig ud af husene i mørket, der hver dag året rundt falder på ved halvsyvtiden på denne breddegrad, men alt for mange nåede det ikke. Også i hovedstaden Quito omkring 275 km derfra rystede husene, men alle holdt dog. Derefter satte efterskælvene ind, det største kom 18.maj og var på 6.7, og det er ikke holdt op endnu. Hver dag er der nye skælv, ofte ude i havet, men tæt på kysten. Kontinentalpladerne rykker sig, som det passer dem, gennemsnitligt 0,5 mm om året, helt uden at bekymre sig om menneskeliv. Og selv om det lyder af ufatteligt lidt, er det det ikke.

Over en million mennesker fik vendt op og ned på deres hverdag, mens jeg sad i Barcelona og drak min daglige cafè amb llet og skrev om alt det, der faldt mig ind. Nu drikker jeg morgenkaffe ved Stillehavskysten så tæt på de skurrende tektoniske plader, at jeg burde kunne mærke, hvad der sker, men ingenting mærkede jeg. Eller måske gjorde jeg, for senere fandt jeg ud af, at skælvet var registreret til 6:25:54, og jeg vågnede jo faktisk lidt i halv syv, og det var jeg ikke ene om!

Men den, der ikke kan høre, må føle – eller rettere sagt: Omvendt. For når nu jeg ikke kunne mærke det, må jeg i stedet køre ud for at se og høre, hvordan det står til her i omegnen af jordskælvets radius knap 3 måneder efter det store skælv. Så min søster og jeg tager på tur.

Umiddelbart ser det ud til, at oprydningsarbejdet er gået tjept. Og jeg kunne da også ved at følge med i medierne i Barcelona læse mig til, hvordan folk i et anfald af sand patriotisk hjælpsomhed samlede tøj og penge og mad ind til de ramte, helt uden om regeringens hjælpeorganisationer, hvilken præsident Rafael Correa ifølge en artikel i Washington Post ikke var uhørt glad for. Måske fordi det helst skulle fremstå, som at han tog teten i oprydnings- og hjælpearbejdet og kunne høste laurbærene derefter, hvis man skal tro onde tunger, som nogle gange har ret. Eller måske fordi MIES (Ministerio de Inclusión Económica y Social) trods alt havde et bedre overblik over, hvor hjælpen skulle sættes ind. Faktum er, at præsidenten blev voldsomt populær oven på naturkatastrofen. Det gjorde han også efter vulkanen Cotopaxis udbrud sidste år, så måske er han begyndt at spekulere i naturkatastrofer, er der andre tunger, der påstår. Om de er onde, kan jeg ikke vurdere.

På et ofte benyttet socialt medie kunne jeg tilmed læse, at en ecuadoriansk ven af mig og hans datter havde taget hans ultralette fly og var fløjet hjælp ud til et sted, der ellers var ufremkommeligt, fordi infrastrukturen og vejene var ødelagte. Da fældede jeg en tåre og følte, at jeg var meget langt væk, alt for langt væk.

Vejene er uventet igen fuldt farbare, og nye huse skyder op, men det gør de jo altid. Eller sådan ser det i hvert fald ud. For så langt tilbage som jeg husker – og dette er ottende gang jeg besøger landet – har jeg set ufærdige huse stå og glane med mere eller mindre rustne metalstivere stikkende ovenud. Folk bor i den nederste etage og bygger så lidt opad, når de får råd. Sætter nye metalstivere, som så får lov at ruste, mens huset ”sætter sig” og suger havgusen til sig. Med stor ustabilitet til følge, så intet under, at mange huse langs kysten ikke holdt stand under det store skælv.

Af de huse, der stadig står fra før skælvet, er der en del, som folk ikke tør bo i. Efter det første skælv fik mange besøg af førnævnte MIES, som beordrede afspærring af f.eks. den ene side af huset og erklærede det uegnet til beboelse. Og siden er der ikke sket noget, ”så hvor skal vi bo?” spørger en mand, jeg snakker med i Tonchigue.

Tæt på Muisne står et pænt hus. Ved siden af står en stor flok hvide telte møbleret med senge og nogle få vigtige ejendele, for det er her, husets beboere sover af frygt for nye skælv. Og dem er der nok af, hele tiden, så man ved aldrig, hvornår det rammer hvor eller hvor kraftigt. De lever i en evig angst, som gradvist bliver hverdag og er flygtninge i deres eget land, på deres egen grund.

Jeg fyldes med medfølelse, mens señora Angela Leones Márques gæstfrit viser mig rundt og lader mig fotografere deres interimistiske hjem, hvor der er ved at blive lagt betongulv. Væggene er af presenningsstof påtrykt CRS – Catholic Relief Services, som er en amerikansk katolsk organisation, der leverer nødhjælp overalt på kloden - teltenes bærende piller er tykke bambusstolper, og foroven er der blevet lukket af med plast for at holde regnen ude. Udenfor finder vi toiletteltene og noget, der er på vej til at blive et udendørs køkken.

”Todos somos hermanos”, som hun siger. Og ja, jeg tror også på, at vi alle er én stor familie og ville gerne kunne hjælpe, selvom jeg aldrig har ejet kongens mønt. Derfor bruger jeg igen de evner, jeg nu engang har, for at medvirke til at gøre denne verden til et lidt bedre sted at være, også i Ecuador. Jeg fotograferer og skriver og håber på, at det jeg publicerer rammer nogle mennesker, der kan mærke det, som jeg kunne mærke, da jeg stod der sammen med mennesker, der er ramt af jordens kræfter i en grad, som vi slet ikke kender til i Danmark. Om ikke andet kan vi sende noget kærlighed den vej...

Længere ude mod Muisne og på vejen til Mompiche ser vi gang på gang store blå teltlejre med noget, der ligner kinesiske skrifttegn. Måske nogle som præsident Rafael Correa har fået i bytte for noget af Ecuadors regnskov? I hvert fald har han for nylig afhændet noget af regnskoven til Kina for at mindske Ecuadors gæld til det altoverskyggende store kinesiske rige. Mere end sørgeligt, spørger du mig, for hvordan behandler kineserne mon lige naturen i jagten på olie og mammon og vestlig velstand? Men det er en helt anden historie, som jeg ikke kan forfølge i denne sammenhæng, selvom den gør mig trist til mode og fortjener meget mere end en parentes. Min respekt for præsidenten, som jeg var så heldig (syntes jeg dengang) at opleve i levende live for fire år siden i Riobamba, er faldet drastisk...

Mange jordskælvsofre er blevet evakueret og bor i de blå telte, men livet går videre. Vi møder en stor flok skolebørn, der er vildt begejstrede over vores entré i deres verden, selvom vi bare kører forbi. Livet går videre, glæden lever, begejstringen griber den, som gribes vil.

Længere ude ad vejen er der taget en stor bid af den, vejen. En ung kvinde, Janilla, fortæller, at regnen havde undermineret vejen, og at jordskælvet derefter rystede store flager asfalt af.

Hvad der i starten af denne tekst var her til morgen, er nu blevet til i går, og vi vågner til nyheden om, at der i nat igen var efterskælv, som ingen undtagen muligvis min ecuadorianske niece mærkede noget til. Femten nye, hverken mere eller mindre, de fleste ude i havet, men nogle også inde i landet. Et på over 4 i Pedernales, der i forvejen har været hårdest ramt.

Efter endnu en tur i svømmepølen og lidt yoga på kanten af samme tager vi afsked med vores luksussommerbolig i en svalende sommerregn, der giver én lyst til at danse rundt og blive sommervåd, sommerkåd. Ubekymrede drager vi tilbage til højlandet, langt væk fra den farlige Stillehavskyst. Men i weekenden derefter var det min svigerinde, der tog ned til sommerhuset i Casa Blanca, og søndag aften kom der to pænt mærkbare skælv med ti minutters mellemrum. Folk løb skræmte ud af husene, men ingen kom til skade. Skælvene var på 6.2 og 5.9 med epicentre tæt på Muisne, hvor jeg lige havde været. Og de mærkedes også i hovedstaden Quito, langt langt væk. Men vi var i Baños - endnu længere væk - og mærkede intet.

Faren er langt fra drevet over. Overalt på min månedslange rejse gennem landet var jordskælvene stadigt nærværende og efterskælvene lurede i baggrunden, men trådte af og til i forgrunden. I den smukke gamle by Cuenca, højt hævet over havet, mødte jeg Sere, som arbejdede i en bar i Puerto Lopez ved kysten under det første store skælv. Han fortalte, hvordan fire huse på malecónen (strandpromenaden) faldt sammen. De var bygget direkte på sand, og underetagerne forsvandt nærmest bare, mens overetagen holdt. Det første hus, der faldt, var brandvæsenets. Alle folk løb ud af deres huse og råbte alle ”tsunami, tsunami” og flygtede op i bjergene, deriblandt Seres kæreste Huilen, mens Sere og ejeren af baren og nogle brandfolk blev i byen. Og drak øl. Og ventede. Men der skete ikke mere. Ingen kom noget til, og tsunamien udeblev.

Tilfældet – eller skæbnen – ville, at jeg selv besøgte Puerto Lopez et par uger senere. For at se pukkelhvaler. Og vi så dem. Meget tæt på endda. Ombord på en dertil indrettet turistbåd, som en af hvalerne svømmede ind under.
Hvor spændende det eventyr end var, så var det trist at se, at der i Puerto Lopez slet ikke var den samme grad af turisme, som vi har oplevet der før, og det trods at det var højsæson på flere planer, nu hvor det var hvaltid. Specielt amerikanerne glimrede ved deres fravær. Ingen tvivl om, at skælvene har haft stor betydning for turismen, både den udenlandske og den indenlandske, og dermed er der så at sige mindre levebrød til kystboerne. Men folk på stedet er optimistiske, det skal nok blive godt igen, siger de. De er ikke bange for flere skælv, de kommer kun nordpå, siger de også. Og ”Gud passer på os”, siger den gamle mand uden for Tour Wiston Churchil, ”for vi er katolikker”.

Hvad der tidligere i denne tekst var her til morgen, er nu allerede et par måneder siden. Men hvad der nu er her til morgen løb jeg en tur i Riisskov. Badede i Århus bugten, ti tusinder kilometer væk fra de skurrende tektoniske plader og uden at skulle bekymre mig om potentielle jordskælvsudløste tsunamier. Min eneste bekymring var, om det mon var tilrådeligt at svømme fra herre- til dameafdelingen og retur nede ved Den Permanente, for der var nogen der havde set én brandmand, og dem er jeg panisk angst for. Sådan er perspektiver så forskellige, og jeg tror på, at det er godt engang imellem se andres. Det er trods alt mere sandsynligt, at du overlever mødet med en brandmand, end at du overlever, når jorden slår revner under dig og opsluger dit hus. Og hvis du overlever det, må du måske leve som flygtning i dit eget land.

Af mangel på bedre, lad os sende dem den der kærlighed. Vi ER én stor familie.