DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

IB SKIB SKALLE

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sat, June 04, 2016 01:21:29

Pilgrimme har også brug for kaffe! Det måtte jeg sande på fjerde- og sidstedagen af min miniaturepilgrimsvandring fra Lugo til Santiago. For HOLD KÆFT, hvor han snakkede, ham der slog følge med mig kort efter afgangen fra O Pedrouzo. Han havde skiftet sit autentiske castillianske maskingeværspansk ud med et ubehjælpsomt engelsk garneret med en så tyk og hæs accent, at det kunne være det samme. Og da især uden morgenkaffe. Jeg lagde et venligt øre til, omend det døve, og håbede, at han ud fra mine manglende svar kunne gætte, at jeg ikke rigtig orkede og intet rigtig forstod, men nej. Efter et par lange kilometer måtte jeg ty til at sige det højt, at nu ville jeg gerne gå alene. Ikke blot fordi det for mig er en stor del af meningen med at gå en camino, men fordi min hjerne ikke fungerer uden koffein. Forklaringen beholdt for mig selv og gemte til jer, ærede læsere. Lykken tilsmilede heldigvis både mig og horderne af vandrere foran mig og bag ved mig en kilometers penge længere fremme: Galicisk café con leite ledsaget af et lækkert stykke torta de Santiago og en chance for at krænge det sjaskvåde regnslag af sig. Det lysnede forude. Kun cirka tolv kilometer til Santiago de Compostela.


Selv som arbejdssøgende i Spanien må man holde weekend og endda en forlænget én, og den fyldte jeg ud med en lille camino. For selvom hundrede og fem kilometer da bestemt også er noget for én, der aldrig før har vandret for alvor, så blegner det lidt ved siden af de historier, jeg hørte undervejs. Man bliver lidt lille og ydmyg, når folk fortæller, at de har været afsted i en måneds tid og ikke fået en eneste vabel. Jeg fik en fem stykker på andendagen, fordi mine støvler var våde fra førstedagen. Og rygsækken sendte jeg i forvejen fra herberg til herberg, fordi min lænd ikke var helt så opsat på det her projekt, som mine ben var. OK, det var vist en prøvetur. Og den gjorde mig en masse erfaringer rigere.

Men hvornår er man pilgrim? Og er det vigtigt at kunne kalde sig pilgrim, bare fordi man har gået på lige præcis dén sti? Er det vigtigt at nå til Santiago de Compostela, at kramme apostlen i katedralen, gå til pilgrimsmesse, overvære ”botafumeiro” (”the smoking booth” frit oversat) og som en sidste prøve: Stå i kø i flere timer for at få en attest på, at man er pilgrim ved at fremvise de stempler, man har erhvervet sig i sit pilgrimspas undervejs? Jeres udsendte talte med mange, som havde en mening om den sag. Hundrede kilometer er officielt nok til at kalde sig pilgrim, og efter mine hundrede og fem af slagsen fulgte jeg lemmingerne og nød at vade videre, rundt i Santiago; en by, som genlyder af galicisk folkemusik med et middelalderligt præg, ofte udsat for sækkepiber, og hvor hver indbygger med respekt for sig selv forsøger at slå mønt på pilgrimmene, som nu er blevet forvandlet til turister. Men gør det mig til pilgrim?

En af mine caminovenner, Lieven fra Belgien, der ligesom min franske caminoven champagnebonden Pascal har gennemført adskillige camino-ruter gennem årene, har en teori om, at man ofte starter som ”randonneur” / ”backpacker” og langsomt udvikler sig til pilgrim. For at ende som turist, når man når frem. Det skal der såmænd nok være noget om. Han havde også efter de første caminoer fundet ud af, at det vigtige ikke var at nå til Santiago. Alligevel sad vi nu her, fire ud af otte fra førstedagens sovesal, og nød en tre-retters pilgrimsmenu til ti euro. Den sidste i flokken var lithauiske Rasa, som havde gået i et stormende tempo og var nået frem en dag før os andre.

Det tilkommer ikke mig at dømme andres motiver. Men man vel lov at undre sig, når man hører om busser, der læsser halvtreds japanske turister af i Sarria, så man må vandre som sild i tønde / sushi i sake. Men de går vel i det mindste alle de hundrede og ti km derfra, formoder jeg. Min undren bliver derimod til indædt skepsis, når jeg hører om busser fyldt med amerikanske turister, som bliver kørt ”fra stempel til stempel”, hvorefter chaufføren hopper ud og ordner stemplingen for dem, mens de tager selfies foran kapeller og jakobsstatuetter. Håber, at det kun er falske rygter. Jeg vil dog til enhver tid mene, at de, såvel som dem, der vælger at lade sig fragte noget af vejen, kun snyder sig selv. Og snyder de andre, er det alligevel i sidste ende først og fremmest dem selv, de har snydt, for hvor sjovt er dét lige?

Udviklingen viser, at flere og flere tager sig en camino. Folk kommer fra alle steder på kloden (næsten). Jeg nævner her endda kun lande, som jeg personligt har snakket med pilgrimme fra: Korea, Canada, New Zealand, Sydafrika, Sverige, Lithauen, Frankrig, Belgien, USA, Polen, Ungarn, Spanien, Italien, Andorra, Tyskland, England, Irland, Argentina, Nepal, Brasilien og Danmark. Og det fantastiske på caminoen er, at nok er det interessant at høre, hvor folk kommer fra, men i virkeligheden er vi hverken nationaliteter, hudfarver, køn, civilstatus, årsindkomst eller alder, men blot mennesker på en fælles vandring. Uanset vores formål med at gå. Og uanset om vi har kommodeben eller stankelben. Alle nyder vi duften af køer og varme eukalyptustræer efter regn, lyden af solsorte, nattergale og sprøde kirkeklokker. Og synet af grønt på grønt på grønt og mørke skyer, der rejser sig som bjerge. Og blå bjerge i horisonten. Og alle strider vi mod blæsten og trodser regnen og tågen.

Det er også blevet populært at cykle sig en camino. Jeg håber, det giver mening for dem, der gør det. Men jeg, der selv elsker at cykle, synes det mangler noget langsomhed. For mig at se ligner det lidt ekstremsport forklædt som pilgrimstur.

Mange oplever en tristhed, når de ankommer til Santiago. Tillykke! Målet er nået, og pilgrimslivet er slut. Det simple liv, hvor benene bare går af sig selv, uden at du stiller spørgsmålstegn ved det og ikke kunne drømme om at give op. Hvor livet bare handler om at gå, og dertil en lille smule om at spise og sove. Og snakke om vabler og andre vandreskavanker. Hvor det er helt naturligt at interessere sig for hinandens fødder! Og at kunne lugte såvel fødderne som det tøj, du sveder i hver dag, mens dit hår forvandler sig til en fuglerede.

Rundt omkring i byen står folk og krammer hinanden. Folk, der har mødt hinanden undervejs og nu skal tage afsked efter at have delt noget helt specielt og nærmest magisk. Varmen strømmer fra folk. Varme triste smil. Også jeg fik del i de uigenkaldelige afskedskram. Den varme bærer jeg med mig.

Måske er jeg faktisk blevet pilgrim. På min måde. Blot fire dage med fødderne i rask trav gav mig en klar fornemmelse af, hvad en camino er for mig. Og hvordan jeg vil gøre det næste gang. For der bliver en næste gang. Og det skal være ”El primitivo” fra Oviedo. Den er hård, men smuk. Og fyldt med frihed og åbne vidder og ikke ret mange mennesker. Det jeg kun fik en flig af denne gang, fordi jeg kun gik to dage, inden ”El primitivo” stødte sammen med den franske, som utroligt mange andre går. Engang ude i fremtiden må jeg kunne finde tretten til femten dage til det. Jeg behøver ikke som Rasa at gøre det på kun ti, sej tøs!

Selvfølgelig er jeg pilgrim. Ikke i den katolske betydning af ordet, for den spiritualitet, jeg søger, ligger et andet sted. I naturen. ”En el quinto pino”, i det femte fyrretræ, aka in the middle of nowhere. I de store vidder og de mindste orkidéer. I mudderet og udholdenheden og det at være ét med det, man er i. I glæden ved at sætte sig på en lun klippe og tage sig en tår vand og synge sig selv en sang. Men også i mødet med andre mennesker. I de tanker og kram man deler.

Det mest overraskende og stærke kram undervejs fik jeg af en nonne! Inklusive en velsignelse. Hov! Hvad skete der lige dér? Hun havde en kraft, var varm og smilende og direkte. Jeg tror på det, der sker mellem mennesker. ”Todo es providencia”, sagde hun. Jeg forfalder ikke til at tro på det guddommelige forsyn, men hun kunne noget, den gode nonne. Og måske var det forsynet, der reddede mig den sidste morgen i Santiago? Mit vindue på tredje sal på herberget stod åbent, regnen væltede ned, et uvejr rasede og pludselig HØRTE jeg en gnist. Og SÅ den. Om den var indenfor eller udenfor, kan jeg ikke svare på, men meget tæt på, og det var ikke et lyn, som vi kender det. Bare en vild gnist. Under et sekund efter lød det mest øresønderrivende brag af et tordenskrald.

Jeg savner at kunne sige ”buen camino” til alle, jeg møder. Der er sådan en skøn venlig energi i det. Og det er også en måde at sige på, at nu vil jeg ikke snakke mere, men gå videre alene. Og det respekteres. Som regel. Men den sidste dag, uden morgenkaffe, skulle der mere til. Nu siger jeg det igen. ”Buen camino”, ha´ en go´ tur, ud ad vejen. Nu vil jeg videre! Hele livet er en camino!

Ib skib skalle akke makke dalle. Regresaré! I´ll be back!