DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

Póntelo

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, May 18, 2016 19:26:39
"Køb dig en paraply", forslog damen, der ligesom jeg havde søgt ly i et indhak mellem nogle af de yderst velholdte bygninger med ekstravagante butikker, da støvregnen endnu engang tog til og forvandlede sig til en veritabel regnbyge. Dér stod jeg med fuld oppakning og skulle bestemt ikke have mere at slæbe på og desuden ligger der jo en af slagsen i min kuffert i Barcelona. "Jeg har et regnslag", svarede jeg hende. "Póntelo!", "Så tag det dog på!", insisterede damen, der ventede på en bil, men jeg havde det fint med at afvente, at bygen nok gik i sig selv om lidt, og det gjorde den.


Da den - og damen - var gået, gik jeg også. På udkig efter dagens café amb llet, som jeg også havde kunnet kalde en café esnea, for nu er jeg et lille smut i Euskal Herria, Baskerlandet, hvor de har helt deres eget særprægede sprog, der ikke ligner noget andet i verden. F.eks. hedder toiletter "komunak", og "on egin" betyder velbekomme. Ud fra det og hvad jeg ser her på gaden i Donostia (på spansk San Sebastian) har jeg sluttet mig til, at "-ak " er en flertalsendelse og "on " betyder noget med godt / vel. Så vidt mine sparsomme sprogkundskaber på denne længdegrad.


Men jeg bestilte dog blot en café con leche, for de taler mest castellano - det vi andre kalder spansk. I de mange år under Franco har de ikke kunnet holde det baskiske sprog tilstrækkeligt ved lige, men nu undervises der igen i det i skolerne, så sproges udbredelse vokser og vil med tiden matche deres store nationalfølelse.


Pigen, der ekspederede mig, svarede mig dog gang på gang på engelsk, selvom jeg holdt mig til det spanske. Jeg kastede et blik over min højre skulder og fik det skønneste smil fra en ung pige, der ganske udmærket kunne se det sjove i vores lille "sketch". Et øjebliks umiddelbar menneskelig kontakt uden ord. Det smil tager jeg med mig til samlingen.

Mens jeg drak kaffen fangede en forbipasserende sort mand mit blik og hilste. Jeg traf ham igen ved indkøbscentrets udgang, hvor jeg stoppede op for denne gang at overgive mig til mit forårsgrønne regnslag. Han kunne have snakket i timevis, om jeg havde haft tiden til det, men jeg skulle nå min bus ud på landet og måtte forlade ham og hans plastikpose med fodboldkort.


Ud i regnen igen. Jeg tænker, at Donostia må være Baskerlandets svar på London. Alle bærer paraplyer, de kender deres vejr. Og de kender deres værd. For byen bærer præg af en velstand, der går langt tilbage i tiden. Og inden for de sidste år har mange turister fundet deres vej hertil, efter mange år hvor byen var forholdsvis isoleret. Folk fra Donostia betragtes som en slags fake baskere, muligvis på grund af, at byen ligger så tæt på Frankrig.

Det er fredag den trettende, men det har jeg ikke tænkt mig at lade mig forstyrre af og fortsætter min færd ud i det baskiske forår, smukt og friskt lysegrønt, for det regner "cada rato ", hvert andet øjeblik. I år forsømmer jeg desværre det danske, og jeg håber, at I andre nyder det dobbelt.

"Jeg er så træt for tiden", har det lydt fra flere, jeg har snakket med hernede i Spanien. "Es por el cambio de las estaciones", mener de, og min indre grammofon spiller en gammel plade med Anne Linnet: "Forårstræthed er tilladt og noget alle folk kender. Men i forsømte haver står visne små strå og græder. Og huse som ingen bor i..." Meget mere husker jeg desværre ikke af Tove Ditlevsens smukke tekst, kun den stemningsfulde melodi og små fragmenter af ord, der summer af ensomhed.


Jeg når min bus i fin tid og ser, hvordan regnen trækker væk, og små pletter af blå himmel titter frem, mens jeg nærmer mig Vitoria-Gasteiz og nu kun er en lille bustur og en kilometers vandring af et gammelt jernbanespor fra det "paraíso", der er mit mål denne fredag den trettende. Men det er en anden historie, som I må få senere. Regnslaget pakker jeg væk igen, selvom mørke skyer truer i horisonten, lige oven over de solbeskinnede nysudsprungne træer og buske. Jeg snuser det baskiske forår ind med et smil på læben og hører et velkendt æsel skryde i det fjerne.