DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

LÆNGE LEVE LIVET!

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sat, April 16, 2016 10:23:23

”Aquí hay mucho ambiente”, sagde Carmen, et livsstykke af en buttet dame, som sikkert højst var en halv dag ældre end mig, men mine jævnaldrende virker ofte ældre her. Synes jeg! Dog heldigvis ikke altid i deres adfærd, hvilket dagens oplevelse viste med stor tydelighed! For Carmen havde ret! For hunde da, der er virkelig meget miljø i dette område af Barcelona, omkring Carrer de Mallorca i Eixample.


”Sker det her hver dag?”, spurgte jeg, da jeg på opfordring havde sat mig ved siden af hende og straks havde indkasseret en øl fra en herre, straks var blevet optaget i det gode selskab en helt almindelig torsdag eftermiddag mellem 16 og 17. Jeg var ellers på vej til træning langt væk i Poble Nou, men skulle først være der klokken 19, så jeg var åben for hvad der monne hænde på den lange vej. Først på udkig efter en postkasse og dernæst efter dagens café amb llet, som jeg fandt på dette gadehjørne, hvor musikken strømmede ud fra en café/bar. ”Veneno” sang en mandsstemme til inciterende rytmer, der kaldte på kroppe, som blev nødt til at bevæge sig. Jeg trådte ind i det meget lille lokale midt i en dans, bestilte kaffen og blev overrasket over, at den kun kostede 1 euro, så jeg spurgte om der var ”veneno” (som betyder gift) i, hvilket den dansende bartender straks bragte videre til resten af barens klientel, som lo. Jeg smilede tilbage. Midt på ”dansegulvet” var en ung lettere smalfed fyr i gang med en ”flamenco” med vifte og det hele. Samt en meget hip frisure - og joggingbukserne hængende under maven.


Jeg gik udenfor med min kaffe. Jeg må være ærlig og sige, at jeg må tage tilløb, hver gang jeg gerne vil fotografere folk. De der kender mig, ved, at jeg indeni er ret tilbageholdende – og de der tror, de kender mig, tror de ved noget andet. Men at være her i Barcelona på egen hånd med en stor trang til at fortælle historier med mit kamera og min kuglepen er en rigtig god øvelse. Og når jeg først har rettet mit kamera mod folk, så er jeg i det og glemmer alt andet. Det ved I også alt om, jer der kender mig. Men altså – da jeg havde nedsvælget min kaffe for at samle mod, tænkte jeg ”nu eller aldrig” og trådte varsomt ind i nuet. Et par teenagetøser var også stoppet op og smilede ad festen derinde. Om de kendte nogen, vides ikke, men snart erfarede jeg, at alle kendte hinanden derinde.


Desværre fester de ikke sådan hver eneste eftermiddag, svarede Carmen på mit spørgsmål langt tilbage i teksten, men ånden var kommet over dem i anledning af, at der netop i denne uge er den årlige ”feria” i Sevilla, hvor der så sandelig svinges med kjoler, vifter og kastagnetter – og knap så mange joggingbukser, vil jeg gætte på.



Den unge fyr var ustoppelig, dansede, nød folks opmærksomhed og kunne – ligesom resten af det festlige klientel - alle sange udenad. En lidt ældre mand (helt klart bøsse, elsker typen, fuld af liv) dansede med, damerne og alle deres kurver også. Bartenderen med sine lige så bevægelige håndled ligeså, og jeg fik lov til at være en del af deres fest, siddende midt på sidelinien med mit mit kamera og fik mange kindkys til afsked. Jeg var vist havnet i den del af distriktet, der også kaldes Gayxample, gæt selv hvorfor!


Ih altså, livet er godt og folk er fantastiske!

Længe leve uhøjtideligheden, livet, legen, latteren og dansen!