DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

ALT ER SOM DET PLEJER. OG INTET ER.

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Fri, April 15, 2016 23:37:11

En fyldt café, masser af mennesker, en hungren efter kaffe og kage. Snak henover bordene og enkelte der sidder helt alene. Alt er som det plejer.

Men noget er anderledes. Her er helt vildt mange gamle og ældre (som i virkeligheden er yngre end de gamle, dansk er et mærkeligt sprog), og det er altså ikke den lokale demenscafé, jeg er trådt ind i, men en helt almindelig café på en befærdet gade fyldt med alskens butikker med stort og småt. Gaden ligger i Barcelona i distriktet Sants, som jeg er så heldig at bebo en måneds tid dette forår. Sammen med mit kamera. Og min skriveblok.

Og hver dag kan det hænde, at jeg trænger til en kop kaffe, gerne en cafè amb llet, som den hedder på katalansk, hvis jeg vil have den med varm mælk, og det vil jeg ofte gerne. Spørg mig ikke, hvordan det udtales, for selvom katalansk på skrift ofte minder meget om spansk – og lidt fransk (i virkeligheden mest provencalsk, har jeg læst mig til), så er det ren kaudervælsk, der kommer ud af munden på folk hernede hørt med mine øren.

Og hver dag tager jeg mig tid til at gå og undres og forundres, til at iagttage og opleve alle de små forskelle, der gør, at alt og intet er som det plejer (underforstået: som i Danmark). De fleste af dem gør mig glad, f.eks. alle de gamle mennesker, med alle deres vidunderlige rynker, deres stokke og kasketter og meget, meget, meget langsomme krydsen over fodgængerovergangene. At de er ude i det virkelige liv, ude på gaderne og i parkerne. At de går på café og snakker og ikke blot tager hen i lokalcentret, når der er noget på programmet dér, og ellers bare sidder hjemme og kukkelurer og måske føler sig langt mere ensomme end godt er. For hvor er de, de danske ældre? Er det bare mig, der kun ser de få, jeg møder i min lokale REMA 1000, hvis jeg køber ind om formiddagen? Skal jeg bare åbne øjnene og gå lidt mere på café i Danmark, så er de dér?

Ved siden af mig et ældre par, som er for unge til at være blandt de gamle. Manden pudser næse i et lommetørklæde. Og kvinden. Nej, I gætter det aldrig. Kvinden snakker. Uafbrudt. Alt er som det plejer, som i Danmark. En lind strøm af ord strømmer ud af en kvindes mund. Manden sidder tilbagelænet, ser træt ud. Alle de ord. Hun fortæller noget sjovt, griner. Han fortrækker ikke en mine.

Lidt derfra sidder en af de rigtig gamle, med sit barnebarn. Jeg gætter.

Hov, nu snakker manden, altså ham med konen. Hans stemme lyder, som om den ikke er helt vant til at komme ud af munden på ham. En indre stemme, der nu tvinges ud, tvinges til at tage stilling til noget. Et lille host. Det kan være anstrengende at tale. Hun rækker ham det sidste af sin kaffe, han har vist ikke fået noget, der er kun én kop på bakken. Gammelt ægteskab. Jeg gætter igen. Andet kan jeg ikke, medmindre jeg vil afbryde øjeblikket. Det her er streetfotografi på skrift. Jeg fanger et øjeblik til fri fortolkning, ser noget og putter min egen historie ind i det.

Men... sådan skulle det nu alligevel ikke være. For jeg kunne ikke dy mig for at spørge om lov til at fotografere dem, som de nu sad dér og snakkede med den summende café som baggrundsstøj. Og straks fik historien og personerne mange flere dimensioner. For de ville gerne snakke, med mig også. Det er virkelig nemt at få folk i tale hernede, og manden snakkede mindst lige så meget som konen, da det kom til at fortælle om deres daglige gåture, hvor de altid går ind et eller andet sted. Han ville helst have haft et glas vin, det huer ham bedst om eftermiddagen, men det kunne ikke fås her, så den ene sølle kaffekop på bakken havde sine årsager. De går hver dag indtil kl. halv ni om aftenen, ofte op på Montjuïcbjerget, hvorefter de så går hjem og laver aftensmad.

Jeg bemærkede, at han gestikulerede langt mindre end hun. ”Más tranquilo?” spurgte jeg, men det trak han nu noget på; han mente ikke, at han var mere rolig. ”Det kommer an på”. Igen er den hurtige tolkning for étbenet.

Jeg elsker, når dimensionerne får lov at folde sig ud og vokse. Når folk viser sig at rumme noget helt andet og langt mere, end man får øje på ved første øjekast. Når de får liv og historie. Der var ikke kun én mulig tolkning af det, jeg så og oplevede. Et hurtigt blik, et hurtigt streetfotografi, er ikke nok til at se ind i et menneske, men i tolkningen ligger et billede, en hurtig forståelse, hvor vi genkender noget almenmenneskeligt. Og inde bag det er der så meget mere, så simpelt er det. Så simple er vi i al vores kompleksitet. Alle sammen.