DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

BARCELONA A PIE - AT SAMLE ET PUSLESPIL TIL FODS

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Mon, April 18, 2016 20:43:35

Byen hænger bedre og bedre sammen. Hvad der de første dage blot var løsrevne fragmenter af gader og pladser, frugthandlere hvor du kan købe 4 jordbær i løsvægt, syntetisk lugtende kinesiske butikker hvor de har ALT, støvede skraldecontainere og nedgange til metro-stationer, bussen H8 (som udtales atjæ åtjå) bakke op og bakke ned og et voldsomt menneskemylder, giver for hver dag mere mening.

Som et puslespil med langt over 1000 brikker, hvor området hvor jeg bor, Sants, er det, der mangler færrest brikker efter alle mine vadeture på udkig efter det rette sted til dagens cafè amb llet. Jeg vælger hele tiden en ny vej, som jeg så forbinder med en anden, som jeg ved dukker op lige om lidt. Hvis jeg da ikke tager fejl og møder noget helt nyt og overraskende. En uventet brik fyldt med farver og former og fuglefløjt. Og hidsige papegøjer susende om ørerne på én.


Det meste af byen virkelig simpel at finde rundt i, kilometerlange avenuer på langs af byen, så man bliver altid lidt glad, når igen støder på Aragó eller Diputació, for så ved man lidt om, hvor man er. Eller Mallorca, som fører lige ind til Sagrada Familia. Og ligeledes på tværs, men man skal være opmærksom på de skæve brikker, hvor man pludselig kan være på vej i en forkert retning, hvis man vender dem ”awet om”.


Den sværeste del af puslespillet, den gamle (mere eller mindre) gotiske bydel, Barri Gotic, lagde jeg for et par år siden sammen med min datter, som er enormt hyggelig at lægge puslespil med. Men nogen havde i den mellemliggende tid rodet rundt i brikkerne, så de lå hulter til bulter og min yndlingsbrik med Plaza San Felipe Neri havde forputtet sig. Den dukkede dog op under en bunke gamle minder og ligger nu, som den skal, forbundet med Carrer Montjuïc del Bispe til den ene side og Carrer de Sant Sever til den anden. Og gensynsglæden var stor og helt bestemt gengældt.

Af og til er en enkelt lille brik så æstetisk tiltrækkende i sig selv, at jeg må vende og dreje den for at iagttage den fra alle sider. Som da jeg forleden på vej ud af Carrer de Sants i den lave aftensol måtte krydse et fodgængerfelt 5-6 gange, før jeg kunne lægge brikken fra mig. Billederne i dagens indlæg er fra den aften.


PS: Jeg har et bykort på mig, men det bruges kun i absolut nødstilfælde. Og ingen gps, glem det!! Det er meget sjovere at samle et puslespil, som man ikke helt ved, hvad skal forestille.



LÆNGE LEVE LIVET!

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sat, April 16, 2016 10:23:23

”Aquí hay mucho ambiente”, sagde Carmen, et livsstykke af en buttet dame, som sikkert højst var en halv dag ældre end mig, men mine jævnaldrende virker ofte ældre her. Synes jeg! Dog heldigvis ikke altid i deres adfærd, hvilket dagens oplevelse viste med stor tydelighed! For Carmen havde ret! For hunde da, der er virkelig meget miljø i dette område af Barcelona, omkring Carrer de Mallorca i Eixample.


”Sker det her hver dag?”, spurgte jeg, da jeg på opfordring havde sat mig ved siden af hende og straks havde indkasseret en øl fra en herre, straks var blevet optaget i det gode selskab en helt almindelig torsdag eftermiddag mellem 16 og 17. Jeg var ellers på vej til træning langt væk i Poble Nou, men skulle først være der klokken 19, så jeg var åben for hvad der monne hænde på den lange vej. Først på udkig efter en postkasse og dernæst efter dagens café amb llet, som jeg fandt på dette gadehjørne, hvor musikken strømmede ud fra en café/bar. ”Veneno” sang en mandsstemme til inciterende rytmer, der kaldte på kroppe, som blev nødt til at bevæge sig. Jeg trådte ind i det meget lille lokale midt i en dans, bestilte kaffen og blev overrasket over, at den kun kostede 1 euro, så jeg spurgte om der var ”veneno” (som betyder gift) i, hvilket den dansende bartender straks bragte videre til resten af barens klientel, som lo. Jeg smilede tilbage. Midt på ”dansegulvet” var en ung lettere smalfed fyr i gang med en ”flamenco” med vifte og det hele. Samt en meget hip frisure - og joggingbukserne hængende under maven.


Jeg gik udenfor med min kaffe. Jeg må være ærlig og sige, at jeg må tage tilløb, hver gang jeg gerne vil fotografere folk. De der kender mig, ved, at jeg indeni er ret tilbageholdende – og de der tror, de kender mig, tror de ved noget andet. Men at være her i Barcelona på egen hånd med en stor trang til at fortælle historier med mit kamera og min kuglepen er en rigtig god øvelse. Og når jeg først har rettet mit kamera mod folk, så er jeg i det og glemmer alt andet. Det ved I også alt om, jer der kender mig. Men altså – da jeg havde nedsvælget min kaffe for at samle mod, tænkte jeg ”nu eller aldrig” og trådte varsomt ind i nuet. Et par teenagetøser var også stoppet op og smilede ad festen derinde. Om de kendte nogen, vides ikke, men snart erfarede jeg, at alle kendte hinanden derinde.


Desværre fester de ikke sådan hver eneste eftermiddag, svarede Carmen på mit spørgsmål langt tilbage i teksten, men ånden var kommet over dem i anledning af, at der netop i denne uge er den årlige ”feria” i Sevilla, hvor der så sandelig svinges med kjoler, vifter og kastagnetter – og knap så mange joggingbukser, vil jeg gætte på.



Den unge fyr var ustoppelig, dansede, nød folks opmærksomhed og kunne – ligesom resten af det festlige klientel - alle sange udenad. En lidt ældre mand (helt klart bøsse, elsker typen, fuld af liv) dansede med, damerne og alle deres kurver også. Bartenderen med sine lige så bevægelige håndled ligeså, og jeg fik lov til at være en del af deres fest, siddende midt på sidelinien med mit mit kamera og fik mange kindkys til afsked. Jeg var vist havnet i den del af distriktet, der også kaldes Gayxample, gæt selv hvorfor!


Ih altså, livet er godt og folk er fantastiske!

Længe leve uhøjtideligheden, livet, legen, latteren og dansen!



ALT ER SOM DET PLEJER. OG INTET ER.

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Fri, April 15, 2016 23:37:11

En fyldt café, masser af mennesker, en hungren efter kaffe og kage. Snak henover bordene og enkelte der sidder helt alene. Alt er som det plejer.

Men noget er anderledes. Her er helt vildt mange gamle og ældre (som i virkeligheden er yngre end de gamle, dansk er et mærkeligt sprog), og det er altså ikke den lokale demenscafé, jeg er trådt ind i, men en helt almindelig café på en befærdet gade fyldt med alskens butikker med stort og småt. Gaden ligger i Barcelona i distriktet Sants, som jeg er så heldig at bebo en måneds tid dette forår. Sammen med mit kamera. Og min skriveblok.

Og hver dag kan det hænde, at jeg trænger til en kop kaffe, gerne en cafè amb llet, som den hedder på katalansk, hvis jeg vil have den med varm mælk, og det vil jeg ofte gerne. Spørg mig ikke, hvordan det udtales, for selvom katalansk på skrift ofte minder meget om spansk – og lidt fransk (i virkeligheden mest provencalsk, har jeg læst mig til), så er det ren kaudervælsk, der kommer ud af munden på folk hernede hørt med mine øren.

Og hver dag tager jeg mig tid til at gå og undres og forundres, til at iagttage og opleve alle de små forskelle, der gør, at alt og intet er som det plejer (underforstået: som i Danmark). De fleste af dem gør mig glad, f.eks. alle de gamle mennesker, med alle deres vidunderlige rynker, deres stokke og kasketter og meget, meget, meget langsomme krydsen over fodgængerovergangene. At de er ude i det virkelige liv, ude på gaderne og i parkerne. At de går på café og snakker og ikke blot tager hen i lokalcentret, når der er noget på programmet dér, og ellers bare sidder hjemme og kukkelurer og måske føler sig langt mere ensomme end godt er. For hvor er de, de danske ældre? Er det bare mig, der kun ser de få, jeg møder i min lokale REMA 1000, hvis jeg køber ind om formiddagen? Skal jeg bare åbne øjnene og gå lidt mere på café i Danmark, så er de dér?

Ved siden af mig et ældre par, som er for unge til at være blandt de gamle. Manden pudser næse i et lommetørklæde. Og kvinden. Nej, I gætter det aldrig. Kvinden snakker. Uafbrudt. Alt er som det plejer, som i Danmark. En lind strøm af ord strømmer ud af en kvindes mund. Manden sidder tilbagelænet, ser træt ud. Alle de ord. Hun fortæller noget sjovt, griner. Han fortrækker ikke en mine.

Lidt derfra sidder en af de rigtig gamle, med sit barnebarn. Jeg gætter.

Hov, nu snakker manden, altså ham med konen. Hans stemme lyder, som om den ikke er helt vant til at komme ud af munden på ham. En indre stemme, der nu tvinges ud, tvinges til at tage stilling til noget. Et lille host. Det kan være anstrengende at tale. Hun rækker ham det sidste af sin kaffe, han har vist ikke fået noget, der er kun én kop på bakken. Gammelt ægteskab. Jeg gætter igen. Andet kan jeg ikke, medmindre jeg vil afbryde øjeblikket. Det her er streetfotografi på skrift. Jeg fanger et øjeblik til fri fortolkning, ser noget og putter min egen historie ind i det.

Men... sådan skulle det nu alligevel ikke være. For jeg kunne ikke dy mig for at spørge om lov til at fotografere dem, som de nu sad dér og snakkede med den summende café som baggrundsstøj. Og straks fik historien og personerne mange flere dimensioner. For de ville gerne snakke, med mig også. Det er virkelig nemt at få folk i tale hernede, og manden snakkede mindst lige så meget som konen, da det kom til at fortælle om deres daglige gåture, hvor de altid går ind et eller andet sted. Han ville helst have haft et glas vin, det huer ham bedst om eftermiddagen, men det kunne ikke fås her, så den ene sølle kaffekop på bakken havde sine årsager. De går hver dag indtil kl. halv ni om aftenen, ofte op på Montjuïcbjerget, hvorefter de så går hjem og laver aftensmad.

Jeg bemærkede, at han gestikulerede langt mindre end hun. ”Más tranquilo?” spurgte jeg, men det trak han nu noget på; han mente ikke, at han var mere rolig. ”Det kommer an på”. Igen er den hurtige tolkning for étbenet.

Jeg elsker, når dimensionerne får lov at folde sig ud og vokse. Når folk viser sig at rumme noget helt andet og langt mere, end man får øje på ved første øjekast. Når de får liv og historie. Der var ikke kun én mulig tolkning af det, jeg så og oplevede. Et hurtigt blik, et hurtigt streetfotografi, er ikke nok til at se ind i et menneske, men i tolkningen ligger et billede, en hurtig forståelse, hvor vi genkender noget almenmenneskeligt. Og inde bag det er der så meget mere, så simpelt er det. Så simple er vi i al vores kompleksitet. Alle sammen.



« Previous