DAGENS CAFÈ AMB LLET

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

Póntelo

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, May 18, 2016 19:26:39
"Køb dig en paraply", forslog damen, der ligesom jeg havde søgt ly i et indhak mellem nogle af de yderst velholdte bygninger med ekstravagante butikker, da støvregnen endnu engang tog til og forvandlede sig til en veritabel regnbyge. Dér stod jeg med fuld oppakning og skulle bestemt ikke have mere at slæbe på og desuden ligger der jo en af slagsen i min kuffert i Barcelona. "Jeg har et regnslag", svarede jeg hende. "Póntelo!", "Så tag det dog på!", insisterede damen, der ventede på en bil, men jeg havde det fint med at afvente, at bygen nok gik i sig selv om lidt, og det gjorde den.


Da den - og damen - var gået, gik jeg også. På udkig efter dagens café amb llet, som jeg også havde kunnet kalde en café esnea, for nu er jeg et lille smut i Euskal Herria, Baskerlandet, hvor de har helt deres eget særprægede sprog, der ikke ligner noget andet i verden. F.eks. hedder toiletter "komunak", og "on egin" betyder velbekomme. Ud fra det og hvad jeg ser her på gaden i Donostia (på spansk San Sebastian) har jeg sluttet mig til, at "-ak " er en flertalsendelse og "on " betyder noget med godt / vel. Så vidt mine sparsomme sprogkundskaber på denne længdegrad.


Men jeg bestilte dog blot en café con leche, for de taler mest castellano - det vi andre kalder spansk. I de mange år under Franco har de ikke kunnet holde det baskiske sprog tilstrækkeligt ved lige, men nu undervises der igen i det i skolerne, så sproges udbredelse vokser og vil med tiden matche deres store nationalfølelse.


Pigen, der ekspederede mig, svarede mig dog gang på gang på engelsk, selvom jeg holdt mig til det spanske. Jeg kastede et blik over min højre skulder og fik det skønneste smil fra en ung pige, der ganske udmærket kunne se det sjove i vores lille "sketch". Et øjebliks umiddelbar menneskelig kontakt uden ord. Det smil tager jeg med mig til samlingen.

Mens jeg drak kaffen fangede en forbipasserende sort mand mit blik og hilste. Jeg traf ham igen ved indkøbscentrets udgang, hvor jeg stoppede op for denne gang at overgive mig til mit forårsgrønne regnslag. Han kunne have snakket i timevis, om jeg havde haft tiden til det, men jeg skulle nå min bus ud på landet og måtte forlade ham og hans plastikpose med fodboldkort.


Ud i regnen igen. Jeg tænker, at Donostia må være Baskerlandets svar på London. Alle bærer paraplyer, de kender deres vejr. Og de kender deres værd. For byen bærer præg af en velstand, der går langt tilbage i tiden. Og inden for de sidste år har mange turister fundet deres vej hertil, efter mange år hvor byen var forholdsvis isoleret. Folk fra Donostia betragtes som en slags fake baskere, muligvis på grund af, at byen ligger så tæt på Frankrig.

Det er fredag den trettende, men det har jeg ikke tænkt mig at lade mig forstyrre af og fortsætter min færd ud i det baskiske forår, smukt og friskt lysegrønt, for det regner "cada rato ", hvert andet øjeblik. I år forsømmer jeg desværre det danske, og jeg håber, at I andre nyder det dobbelt.

"Jeg er så træt for tiden", har det lydt fra flere, jeg har snakket med hernede i Spanien. "Es por el cambio de las estaciones", mener de, og min indre grammofon spiller en gammel plade med Anne Linnet: "Forårstræthed er tilladt og noget alle folk kender. Men i forsømte haver står visne små strå og græder. Og huse som ingen bor i..." Meget mere husker jeg desværre ikke af Tove Ditlevsens smukke tekst, kun den stemningsfulde melodi og små fragmenter af ord, der summer af ensomhed.


Jeg når min bus i fin tid og ser, hvordan regnen trækker væk, og små pletter af blå himmel titter frem, mens jeg nærmer mig Vitoria-Gasteiz og nu kun er en lille bustur og en kilometers vandring af et gammelt jernbanespor fra det "paraíso", der er mit mål denne fredag den trettende. Men det er en anden historie, som I må få senere. Regnslaget pakker jeg væk igen, selvom mørke skyer truer i horisonten, lige oven over de solbeskinnede nysudsprungne træer og buske. Jeg snuser det baskiske forår ind med et smil på læben og hører et velkendt æsel skryde i det fjerne.





DAGENS PUSKÁS

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, May 04, 2016 01:23:52

Jeg måtte jo. Jeg havde jo sagt, at jeg ville. Og det ville jeg. Så tro det eller ej, jeg kom sørme til konvertere dagens café amb llet til en Puskás, en ungarsk fodbold-øl!

Der var stort set fuldt hus, da jeg entrede Futbol Bar 34 minutter inde i kampen mellem Manchester United og Everton, som selvfølgelig blev vist, mens folk i Barçatrøjer ventede på dagens højdepunkt, kampen mellem Barça og Sporting Gijón, som skulle opleves live på Camp Nou, hundrede meter herfra.

Min gode ven Lászlós endnu bedre ven Peter, som naturligvis også er ungarer, har haft baren i knap 1 ½ år, og det går ret godt. Sådan en dag før kamp har de hujende travlt med servering af øl, og her duftede af friske solide fodboldmåltider med frittere og burgere. Andre dage har de en ungarsk menu, men det er måske knap så fodboldvenlig. Til gengæld havde baren besøg af en tidligere professionel ungarsk fodboldspiller (til højre for ham der står til venstre)

Mange af gæsterne havde fundet baren via tripadvisor. Jeg talte med adskillige irere, nogle englændere fra lige i nærheden af Manchester, som havde taget deres 7-8 årige sønner med, et par nordmænd – hvoraf en af dem i virkeligheden var russer – en del hollændere og selvfølgelig en flok danskere. En familie fra Hørning med to voksne sønner på en 5-dages tur for at se Barça og resten af byen. Så fik de deres mad, og jeg gik videre til de næste. Nogle ældre ungarere, som ville tale tysk. Jeg blev vældig tavs; der var lukket helt ned for den tysksprogede afdeling af min hjerne, som det alt for ofte sker, når den spanske afdeling er aktiveret.

Den engelske afdeling fungerede heldigvis optimalt. Jeg ”fell in like with” tre irere fra landets vestligste del, far Rob med sønnerne Rory og Emmet, som var rigtig sjove og hyggelige at snakke med og sjovt nok meget nemmere at forstå end de der englændere med deres helt egne dialekt. Irerne var på en rigtig far-søn-tur, de havde for et par år siden droppet det der med julegaver for i stedet at tage en fodboldtur sammen engang imellem, og havde bl.a. også være i München. Man kunne mærke, at de virkelig hyggede sig sammen og havde en god intern humor, som jeg og mine døtre har det. En humor som samtidig gerne lukker andre ind, hvis de er åbne for det.

Den der ensomme ungarske øl gjorde nok osse sit til stemningen, selvom den umiddelbart virkede lidt lys og tynd, men jeg er jo heller ikke den helt store alkoholist. Pludselig var der mål på skærmen, en af englænderne sprang op, inden jeg nåede at tage et billede, selvom vi da havde aftalt, at han skulle sige til inden næste gang, hmm!

Her kommer næsten ingen spaniere, de har deres egne stamsteder hele vejen rundt om Camp Nou i en radius af få hundrede meter, men dog var her et enkelt spansk par, bosiddende ude ved Montserratbjergene og de syntes, det var det fede sted.

Allerede på min første aften i Barcelona opdagede jeg stambarerne. Jeg var på vej på gåben fra nogle venner og hørte pludseligt et umiskendeligt ”Olé-olé-olé-olé” (selvom de hernede nærmere synger ”å-wæ-å-wæ-å-wæ-å-wæ”) og kunne ikke lade være med at gå efter lyden. Kun ved at være nysgerrig oplever man noget nyt. Og djævle myldred frem på jord, på alle gadehjørner var barer med fodboldklædte folk, øldrikkende og forventningsfulde. Jeg fulgte strømmen og befandt mig pludselig foran Camp Nou, det eneste sted jeg på forhånd havde tænkt, at jeg i hvert fald ikke behøvede besøge hernede, da jeg jo alligevel ikke fatter det der fodbold.
Men jeg lod mig gribe af stemningen og forventningens glæde. Blev dog uden for stadion, havde heldigvis ingen billet. Ved siden af mig stod pludselig Xavier, og vi faldt i snak. Om jeg skulle se kampen? Næh. Skulle han? Næh. Ingen af os brød os om fodbold. Vi var der bare for at se. Jeg gennem mit kamera, han skulle holde øje med, om der skete mærkelige ting. Sikkerhedsmand helt inkognito.

Denne aften vandt Barça 2-1 over Atlético Madrid.

Pludselig begyndte folk lige så stille at sive fra Futbol Bar, selvom Manchester endnu ikke havde scoret det afgørende mål mod Everton. Camp Nou kaldte, spanske kindkys på irske kinder, og så var der næsten kun mig og bartenderen Andrea tilbage. Og et bord med det ecuadorianske flag i det halmørke lokale. Kampen endte 2-1 til Manchester.

På Camp Nou klarede Barça en 6-0 mod Sporting Gijón.

Gad vide, hvad der egentlig drager flest turister til Barcelona: Sagrada Familia og hele Gaudi-dynen eller Camp Nou?





ET GLIMT I ØJET

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Tue, May 03, 2016 10:38:52

Det der blik, det der glimt i øjet, som han ikke er meget for at lade mig fange, for han bryder sig slet ikke om at blive fotograferet. Men jeg er som en tyv om natten. Ikke at det er nemt at koncentrere sig om at fotografere, for jeg bliver fanget af hans stemme, hans vældig hurtigt talende stemme af galicisk oprindelse, som fortæller og fortæller, og jeg lytter gerne og beholder allerhelst øjenkontakten og nærværet imens. Og jeg kan mærke, at det er på vej til at forsvinde i samme øjeblik, jeg løfter kameraet.

Jeg er på besøg hos Alejandro Parra, keyboardspiller og guitarist bl.a. i Till April, et band der bryster sig af at spille ”swing circus & cabaret punk”, og det er nok ikke helt ved siden af. Magen til swingende energiudladning har jeg sjældent oplevet! Og bagerst i lokalet på Soda Acoustic den lørdag aften sad Alejandro, stille og roligt og uden at gøre stads af sig selv trakterede han først sit keyboard og dernæst sin guitar, og den sidste på en måde, som ledte min tanker i retning Django Reinhardt og en lang køretur tværs over et Irland med kringlede landeveje, hvor 90 km i timen er det normale, trods venstrekørsel. Men det er en helt anden historie og længe siden. Her i Barcelona kørte Alejandros guitar ud i landskabet i et tempo, der til tider overskred den irske fartbegrænsning, men helt uden uheld. Till April vedkender sig også gerne, at de er inspireret af Manouche, som de franske sigøjnere, hvor Django har sine rødder, også kaldes. Samt af jazz og math rock.

På tomandshånd er det en helt anden side af Alejandro, jeg møder. En varm og rar person, ja det havde jeg jo nok på fornemmelsen. Men også meget snakkende og levende og med tusind ting, han gerne vil vise mig i sin mørke og rummelige stuelejlighed på Carrer Margarit. Hjemmelavede lamper kreeret ud af gamle trompeter og andre messinginstrumenter, hvor messingen for længst er holdt op med at skinne. Hans garderobeskab, som er en forhenværende bogvogn og stadig på hjul, også med masser af levet liv og patina. En gammel telefon af bakalit, som han har fundet billigt på den anden side af kloden. En jazzguitar fra 30´erne. En 30 sekunders film, som han været med til at lave ud fra en idé, som han fik. ”Que pare el tiempo”, ”bare tiden ville gå i stå” - og det gjorde den så! Stærk lille sag. Og vover man sig ud på det lille hus og vil skylle efter, skal man trække i noget, der i den grad ligner en gammel receptionsklokke, at man føler trang til at slå på den i stedet.

Alejandro har uddannet sig og boet flere steder i verden: London, Edinburgh, Amsterdam og har turneret i Syd- og Nordamerika med bl.a. Estreno Serrat, en legendarisk spansk sanger, der sidste år kunne fejre 50 års jubilæum som musiker. Helt så længe har min nye ven ikke været med, men han har dog levet et til tider omstrejfende liv, hvor han har været væk i op til et halvt år ad gangen. En overgang spillede han på gaden med en tjekke. De forstod ikke et ord af, hvad hinanden sagde, men kommunikerede gennem musikken, et sprog hinsides ord. Jeg tænker her bagefter på, hvem der mon tager sig af hans søde, bløde sorte hunkat, når han er bortrejst. Den slikkede mig på hånden, straks var også vi venner.

Midt i stuen står en funklende lyseblåt trommesæt. Hans lejlighed tjener også som øvelokale for de forskellige bands, han er med i. Hvem der betjener sig af boksebolden over sofabordet, glemmer jeg at spørge om. Til gengæld er her ikke noget fjernsyn. Han har det fint med ikke at holde sig orienteret, om hvad der sker i verden. Det er jo bare til at blive i dårligt humør af. Og jeg er enig. Livet leves nu og her, i det nære, der hvor vi er. Dér giver vi efter evne vores bidrag til at verden er et godt sted at være.

Og han snakker. Om sin mor og sin mormor og den betydning, de har haft for ham. Det gør jeg også. Ikke så meget om dem, men om så meget andet, og vi kunne være blevet ved meget længere, end jeg havde tid til, ingen tvivl om det. Han viser mig en sjovt kamera, et russisk plastikkamera kaldet Diana F, et kultkamera fra 60´erne i nyere udgave, og så får jeg ellers lov at smage min egen medicin, denne gang tilsat lidt lomografi (hvis motto er ”Don´t think, just shoot!”) Som om jeg synes, at det er sjovt at være på den side af kameraet! OK, jeg kan godt smile, og måske er der også et lille glimt i mine øjne, det kommer der let i selskab med Alejandro. Lidt efter ligger der et par sjove polaroidbilleder af mig på køkkenbordet. I rummet ved siden af står et gammelt forstørrelsesapparat, han husker magien i at se et analogt foto vokse frem under fremkaldervæsken, men i dag lader han polaroiden om trylleriet.

Om han rent faktisk kan leve af at være musiker? Jo, det går. Jeg får indtryk af at besøge en ægte boheme med en kreativitet, der spreder sig over mange områder. Han har ikke har brug for det helt store, så længe han kan starte dagen med at drikke en kop kaffe på nærmeste gadehjørne – måske en cafè amb llet? - tilsat sukker og lidt af alt det sollys, hans lejlighed mangler.

Ærgerligt, at jeg må haste videre til næste aftale, for jeg føler mig meget hjemme her. Og faktisk kan jeg være lidt ærgerlig over sådan at få nye venner – både Alejandro og katten og en del andre – og vide, at det kun er for en stakket stund, og så skal jeg tilbage til Danmark.



VI ER ALDRIG ALENE

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Mon, May 02, 2016 02:51:21

Det kommer til os alle en dag. Hvis vi lever længe nok. Nej, faktisk er det det eneste, vi ikke kan undgå her i livet. Døden. Et tilfælde bragte mig forleden i selskab med flere døde, end jeg nogensinde havde forestillet mig har levet. Et astronomisk antal grave, hvis indbyggere jeg ikke kan lade være med at sende en kærlig tanke. Det har taget mig nogle dage at få denne sære oplevelse ned på skrift, men nu er den ved at være der. Fortællingen om den dag, hvor jeg aldrig nåede at få min cafè amb llet.

Jeg værdsatte de dødes selskab, hvor mærkeligt det end lyder. Mens jeg gik jeg rundt som den eneste levende blandt tusindvis af døde, pakket i mange etager. Dødens skyskrabere, der rækker ud mod Middelhavets store blå himmel. Af og til nogle større familiegravsteder i kun ét plan, som f.eks. familien Jimenez Toras, som bevogtes af den smukkeste engel. I et par timer vandrede jeg rundt i det usædvanlige selskab. Af og til passerede en bil, for kirkegården på Montjuïc er så stor, at de fleste bruger bil for at komme frem derinde. Samt høje trappestiger for at besigtige deres døde og give dem lidt friske plastikblomster.

Måske var det ikke det rette sted at spise, men jeg var blevet småsulten og satte mig med mine medbragte vindruer på en bænk foran et bed med lavendler og rosmarin. Under hver lille busk stod et navneskilt med fødsels- og dødsdato. Også det var grave. Intet var blot til pynt. Overalt var de døde nærværende. Og her få dage før ”Día de la madre” (mors dag), som der er reklamer for overalt, gik tankerne til min egen mor, som forlod livet iblandt os for snart fire år siden. Hun var ikke nem, men jeg kan have følelsen af, at der er kortere afstand til hende nu, end der var, da hun levede. Nu hvor hun ikke længere er fanget i en syg krop og et sind, der forhindrede hende i at forholde sig til os som mor og mormor.

Kirkegården på Montjuïc, som sidste år blev kåret i en top tre for bedste kirkegård i Spanien, er en gigantisk labyrint, og selvfølgelig kunne jeg ikke finde udgangen. Det slog mig, at jeg ikke havde set andre levende, hverken i biler eller på trappestiger, i et pænt stykke tid. Måske lukkede kirkegården klokken 17, som allerede var et stykke tid siden. Tiden havde taget mig, som den jo ofte gør, mens vi i rasende fart styrer mod den uundgåelige død. Hvad nu, hvis jeg måtte blive derinde? Det, der umiddelbart generede mig mest, var, at jeg stort set hverken havde vådt eller tørt. Jeg er ikke bange for de døde, tænkte jeg, temmelig overbevist om, at hvis de skulle finde på at røre på sig, ville de være venlige, og de ville mig det godt, som jeg ville dem det godt. Hvorfor i alverden skulle det være anderledes?

Jeg vadede og vadede, passerede hundredvis af døde endnu engang, før jeg fandt en port med en hængelås. Var det her, jeg kom ind? Jeg bøjede mig ned og kiggede ud gennem hullet ved hængelåsen. Der var fliser udenfor. Fyrretræer. Jeg var ikke sikker på, at det var den rette udgang, så jeg vadede videre. I den forkerte retning viste det sig mange døde senere, da jeg endelig, efter at være vendt om, kom til endnu en låge med hængelås. Låst vel og mærke. Endnu et kig ud. Mere sandsynligt, at det var her. Støvet tørt gult sand med spor efter biler, der for længst var kørt væk. Jeg vendte mig om, og syntes det virkede mere bekendt her end det andet sted. Kattens osse. Det her bliver lidt af en udfordring, for murene ud til verden er ikke blot meterhøje og ufremkommelige, men fyldt til randen med døde, som jeg nødig vil trampe på. Der må da være nogle levende også, et eller andet sted. Udenfor måske. Jeg stod en stund og spejdede ud gennem hullet for at se, om nogle af de mange løbere, jeg havde mødt tidligere på dagen i området omkring Castell Montjuïc, skulle komme denne vej forbi. En ret træls stilling, så jeg opgav efter et kvarters tid uden tegn på liv derude og begyndte igen at vandre rundt. Intet tegn på liv herinde heller, men masser af tegn på død.

Kors efter kors, en rusten Kristus, støvede engle og spindelvævomspundne kunstige blomster på forsømte gravsteder. Mon familien har glemt dem, eller er alle døde, uden at nogen har givet dem et gravsted? Min mor ligger i sin urne på fællesplænen i Viborg, nemt og praktisk for alle. Meget nordisk og så simpelt, at det næsten gør ondt. At bære rundt på hendes urne og sænke den ned i jorden var en af det mærkeligste oplevelser. Jeg ved sådan cirka, hvor den er og har et par gange besøgt hende. Det er så meget lettere at tale med hende nu, end det var, da hun var i live, hvor absurd det end monne lyde. Jeg har en fornemmelse af, at hun rent faktisk lytter til mig, hvis jeg taler med hende inde i mig selv. At hun måske endda rent faktisk kan læse mine tanker, og at hun godt ved, at hun ikke er der så tit, i mine tanker, som man ville ønske som mor.

Trods kirkegårdens voldsomme størrelse forsøgte jeg mig langs dens mure. Der måtte være et sted, man kunne klatre op og hoppe ned uden at risikere at brække alt for mange ben. Da jeg på vej herhen gik rundt udenfor og ledte efter indgangen, bemærkede jeg et hul i muren, hvor jeg kunne kigge ind. Alt for lille til at krybe igennem, men alligevel prøvede jeg at finde stedet igen, for her var muren bare mur og ikke lag på lag af døde i et par meters dybde. Måske kunne man klatre op på den. Springe ned på stien, som var fyldt med tegn på, at folk havde forrettet deres nødtørft her. Gad vide, om kirkegården overhovedet har et toilet? Det var efterhånden nogle timer siden, at min blære var begyndt at røre lidt på sig. Vindruer og købevand på flaske. Håbede på, at det meste ville fordampe i varmen.

Jeg kunne ikke finde stedet, mærkeligt. Som om al kontakt til omverden var lukket og slukket. Som om kontakten herfra kun gik opad mod den langsomt rødmende himmel. Dødens skyskrabere kastede længere og længere skygger, ligeså den smukke engel, hvis ansigt ikke længere var badet i sollys fra sydvest.

Flere grave, overalt. Det eneste levende foruden mig var en lille fugl, som pudsigt nok ikke var bange for mig. Som om den godt vidste, at jeg ikke var spor farlig. Skulle jeg blive ved med at vade rundt og håbe på, at noget ville vise sig? Eller kunne jeg egentlig ikke lige så godt sætte mig på en af de få bænke og nyde solnedgangen med udsigt til Barcelonas lufthavn en stund?

Det var uundgåeligt at tænke på mine egne døde, da jeg sad dér blandt alle andres. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer, nogle længe før deres tid burde have været udrunden. Folk, der har betydet mere for mig og mit liv, end jeg selv var klar over, mens de levede. Ofte ser vi først andres betydning klart, når de ikke længere er iblandt os. Det retrospektive lys.

Efterhånden som solen sank, begyndte det alligevel at gå mig på nerverne. Bare lidt. Min mave knurrede, men folk har overlevet det, der er værre. Fugle højt hovedet på mig. Den umiskendelige lyd af svaler, der jager insekter i skumringen. Mad.

De 15 grader, de havde lovet om dagen, var blevet til meget mere, mens jeg forcerede højdemeter på højdemeter op ad Montjuïc, men nu trak havets fugt ind over bjerget. Og når solen forsvinder, følger kulden og natten. Og kattene. De var sky og magre og løb deres vej, da jeg ville nærme mig dem. Vidste de ikke, som fuglen, at jeg er helt ufarlig og faktisk ret så meget en katteven. Vi kunne varme hinanden i natten.

Jeg havde på fornemmelsen, at den ville blive meget lang, natten. Efterhånden var det blevet så mørkt, at skulle jeg have sprunget ned et sted, burde jeg have gjort det for længst, så jeg kunne se, hvor jeg landede. Månen dukkede frem. Badede havet i et sølverne lys, en fin lys stribe lige hvor den spejlede sig. Det var faktisk en ret fantastisk udsigt, hvis man så bort fra den omstændighed, at jeg ikke bare kunne forlade stedet, når jeg ikke ville se på den længere.

Øjne i mørket. Det var bare kattene, ikke noget at være bange for. De kom nærmere nu, måske var de ikke helt så bange for mig længere. Nysgerrige? Det lød som om de hviskede. ”Fem og halvfjerds”. Jeg må have hørt forkert. ”To og fyrre”. ”Tre og halvtreds”. For hunde da, var jeg landet midt i en natligt bankospil?

De hviskede fra alle sider. På hvilket sprog ved jeg ikke, jeg observerede det bare som lyd, som ord uden sprog. Som historier fra en verden, der var engang. Tallene var årstal.

”Vi måtte holde tand for tunge med det vi hørte, når døren var låst”, ”Ikke et ord katalansk uden for hjemmets fire vægge”, ”Far gik ud den aften, han kom aldrig tilbage”, ”Det var en hunhund, den var kun fire måneder gammel, da jeg døde”

Der undslap mig en lille gysen, da det gik op for mig, at jeg ikke blot var vidne til talende katte, men til katte, der var talerør for døde mennesker. Flere øjne i natten, flere katte, flere stemmer. De myldrede frem, enkelte smøg sig ud fra halvtåbne grave, og alle talte de i munden på hinanden, mens de knurrede, snerrede og hostede hult. Jeg havde ikke en chance for at holde rede på det, de sagde. De magre, udsultede kræ, de magre år under General Francos enevælde fra 1939 og helt frem til det der for mig er vor tid, til 1975. De år, hvor det var forbudt at tale andet end spansk, eller castellano, som de siger hernede for at understrege, at de mener herredømmesproget, som har sin oprindelse i Kastilien og er grundlaget for det spanske, som vi kender i dag. Men i alle afkroge af den Iberiske halvø har de holdt fast i deres eget sprog og kæmpet for selvstændighed, nogle mere militante end andre. I Katalonien, i Galicien (som ligger tæt på Portugal, så deres sprog minder meget om portugisisk, ligesom katalansk minder om provencalsk), i Baskerlandet, Euskal Herria, hvor sproget ikke minder om noget som helst andet sprog i verden. Mange regioner er i dag ”communidades autónomas” og har en vis selvstændighed, f.eks. eget politi.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg meget lidt at det, de sagde, og meget af det gav ikke rigtig mening. Først og fremmest husker jeg følelsen af at blive lukket ind i en verden af undertrykkelse, en verden hvor folk ikke kunne være sig selv og tale deres eget sprog, men hele tiden skulle passe på, hvad de sagde og gjorde, og hvem der så det og hvem der lyttede. Et liv under et diktatur.

Timerne gik, trætheden meldte sig, og koldt var det. En lille flok af kattene overgav sig og kom og varmede mig, stadig hviskende. Eller måske var det mig, der varmede dem. Vi blundede lidt.

Da det begyndte at lysne i øst, åbnede jeg øjnene og måtte smile. Stadig omringet af katte, nu helt tavse, men varme og tillidsfulde. Jeg havde tilbragt natten på en kirkegård, hvilken utænkelig tanke, om nogen havde foreslået det i går. Men jeg var ikke alene, vi er aldrig alene. Og intet sted er åbenbart tryggere end en kirkegård om natten.

De døde er ikke farlige. Døden er ikke farlig. Den kommer, når den kommer, en uomtvistelig kendsgerning. Indtil da vil jeg leve livet og nyde, når solens stråler varmer mig. Og sende en varm tanke til min mor, for i dag er det ”Dia de la mare”, for nu at sige det på katalansk.

Desværre gik mit batteri dødt, inden mørket sænkede sig, så jeg har ingen billeder fra den usædvanlige nat på kirkegåden på Montjuïc, og I må nøjes med at opleve fragmenter af den i dagslys.



EN DAG PÅ PLANETEN JORDEN

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sun, April 24, 2016 23:16:41

En forårsdag på denne jord, en dag i april i en by i Europa, en solbeskinnet stund i Ciudadelaparken i Barcelona, hvor hele verden er samlet. Sådan symbolsk set. For ”Fira pel dia de la terra” rummer alt, hvad der er godt for vores verden, repræsenterer alle mulige forskellige organisationer, der gerne vil passe på vores planet og på alle måder tænker alternativt, økologisk, spirituelt og ikke-kommercielt. Greenpeace, jordemødre, kundalini yoga, meditation, solceller, dyrevelfærd og naturister, som giver mig et kort over strande, jeg kan besøge uden tøj på. Kunsthåndværk og økologiske madrasser. Glutenfri kager og veganske empanadas. En karrusel med smukke heste lavet af gamle bildæk trækker i børnene. Ved indgangen til parken står folk på række med skilte med påskriften ”Abrazos gratis” / ”Free Hugs” og der bliver krammet varmt igennem. Flere steder stråler solmærket ”Nuclear – no gràcies”, så der for en gangs skyld er noget dansk at være stolt over! (For dem der ikke ved det, så lanceredes mærket af OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft, hvor jeg i mine særdeles unge dage brugte en stor del af min fritid, indtil et flertal i folketinget i 1985 besluttede at tage kernekraften af bordet i Danmark)

Plænerne i den store park er proppet med gadegøgl, musik fra alverdens steder, en line spændt ud mellem to enorme palmer kalder på ekvilibristiske luftudfoldelser, små boder på tæpper med alverdens selvgjort er velgjort og velduftende palo santo samt flere dreadlocks, end jeg nogensinde har set samlet på et sted. Om jeg føler mig hjemme? Gæt blot én gang! Selvom jeg knap nok har ugler i mit nyvaskede hår...


Mens jeg står dér og nyder øjeblikket og dagen, øjner jeg pludselig ryggene af en pæn stor flok veludrustede politimænd og bliver nysgerrig. Noget sker. Og jeg tænker, at de er på udkig efter den slags sjove klumper, som det i Spanien faktisk er tilladt at have til eget private forbrug men ikke at sælge. Jeg har aldrig helt forstået, hvordan det regnskab går op, så jeg holder mig fra det. De insisterende rytmer fra afrikanske trommer forstummer. Åbenbart har de ikke licens til at spille, og så må politiet jo hellere gribe ind.

Der lyder vilde protester for alle de omkringstående, uanset hudfarve. De sorte, ja endog meget sorte mænd og deres musik bidrager jo bare til festen og er med til at holde den levende. De er her alle dage, så hvorfor ikke i dag? I en offentlig park, der netop i dag har inviteret til fest for jorden, for planeten, for den store sammenhæng? Efter et stykke tid og en masse palaver lyder der i baggrunden en enkelt tromme, folk begynder at danse, politimændene forholder sig ekstremt nøgternt cool og forlader lidt efter området med alt deres udstyr på rette plads i bælterne.

Det var lørdag. Søndag løber jeg efter dem igen. Bogstavelig talt, for nysgerrigheden drager mig og mit kamera, da de begynder at løbe, politimændene. De afskærmer et stort område for offentligheden og ser meget utilnærmelige ud. ”Hvad sker der?”, spørger jeg en af dem. ”No pasa nada”, der sker ikke noget, men fra andre hører jeg, at der vist er en, der har trukket en kniv. Nu ligger han med håndjern med snuden i græsset. Her er politiets indsats forhåbentlig mere på sin plads.

De afrikanske mænd finder igen deres trommer frem, både lørdag og søndag. De afrikanske kvinder danser til, og ingen kan stå stille. Og alle smiler vi, som solen.


Den daglige café amb llet blev søndag aften suppleret med en veludført mojito til lyden af ægte brasiliansk samba.

PS: ”Fira pel dia de la terra” er en årligt tilbagevendende begivenhed, som i år faldt i weekenden d.16.-17.april, hvor det ikke blot var forår men nærmest sommer i den katalanske hovedstad.



JACK & JULIETA

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Sat, April 23, 2016 23:33:31

Måske er det bare fordi, jeg sidder, hvor jeg sidder, godt nedsunket i et slidt sæde med lige præcis den rette afstand til lærredet, at jeg synes, det ligner en aldrende Jack Nicholson, der sidder skråt bag ved mig. Ret interessant, hvordan konteksten af og til bestemmer indholdet eller i hvert fald vores tolkning af det, vi ser og oplever eller leder vores tanker i en bestemt retning.

Onsdag er billigdag i Barcelona, så jeg gør noget, der på mange måder er ganske usædvanligt for mig. Jeg går i biffen. Jeg gør det alene. Jeg gør det sent om aftenen, længe efter indtagelsen af dagens cafè amb llet. Jeg svigter dog ikke den gode gamle tradition for at spise slik i biffen, så for en gangs skyld tillader jeg mig selv at være slikmundet.

De fleste film, jeg har set de sidste par år, var med et halvt øje på en computerskærm og ørerne på vid gab, mens jeg photoshoppede eller sorterede fotos på en anden skærm med de 1 ½ øje der var tilbage. Det kan være fint nok til svenske og engelske krimier, men den adfærd er ikke en god film værdig, så jeg glædede mig til bare at være til stede foran lærredet.

Aftenens film havde spansk premiere fire dage efter min ankomst, så det var da ved at være på tide at finde den nærmeste multicine. Den nyeste film af Pedro Almodóvar, ”Julieta”, baseret på 3 af Alice Munros noveller fra samlingen ”Runaway” (på dansk ”Væk”), hvilket jeg dog først opdagede bagefter, men det gør ikke filmen ringere.

Jeg var lidt spændt på filmens tempo – specielt det talte – for hvem husker ikke Almodóvars hektiske firserfilm - vel nok specielt ”Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud” - men heldigvis er den gode Pedro efterhånden faldet til ro, så jeg slap for 1 ½ times maskingevær-
spansk ("dddrrrrrrrrrrrrrrr"). Heldigt, for i Barcelona er der ingen kære mor og naturligvis ingen danske undertekster.

Undertekster er i det hele taget en mangelvare i dette land, ikke mindst i forbindelse med engelske, amerikanske, franske, ja alle - set med et spansktalende perspektiv - udenlandske film. De har den forfærdelige uskik at eftersynkronisere alt. Hvilket spild af skønne skuespillerkræfter at lade en spansk skuespiller overtage stemmens mange udtryk!

Jeg har altid haft en fornemmelse af, at alle film hernede (og i andre spansktalende lande) lyder ens, og det er ikke helt løgn. For jeg hørte forleden om en berømt spansk ”dubber”, Constantino Romero, og undersøgte sagen nærmere. Han havde gennem sin karriere lagt stemme til Clint Eastwood (i bl.a. ”Dirty Harry”), Darth Vader, Mufasa i ”Løvernes konge” samt Arnold Schwarzenegger, Roger Moore, Sean Connery og Rutger Hauer (i ”Blade Runner”). Så tror da fanden...!


For at I, mine kære læsere, kan få en fornemmelse af denne spanske inkvisitions omfang, får I lige en lille liste med nogle spanske ”dubbere” og hvem de har været:

Jordi Brau:Tom Cruise, Tom Hanks, Robin Williams & Kenneth Branagh!
Ricardo Solans: Robert De Niro, Dustin Hoffman, Al Pacino & Sylvester Stallone!
Luis Posada: Jim Carrey, Leonardo DiCaprio & Johnny Depp!
Og Pepe Mediavilla har mange gange været en hvid Morgan Freeman – samt Gandalf!

På kvindespindesiden:Mercedes Montalà:
Michelle Pfeiffer, Julia Roberts, Sharon Stone, Catherine Zeta-Jones!
Nuria Mediavilla: Uma Thurman, Rachel Weisz, Cameron Diaz & Winona Ryder!
Graciela Molina: Kirsten Dunst, Natalia Portman, Christina Ricci m.fl.
Nuria Trifol: Anne Hathaway, Natalie Portman (igen! Hun har TO stemmer, dobbelt-chok!), Keira Knightly & Scarlett Johansson!


Nysgerrige kan høre, hvordan det lyder på: http://www.fotogramas.es/Noticias-cine/Las-10-voces-mas-inconfundibles-del-doblaje-espanol. Snyd endelig ikke jer selv for replikken ”Mi nombre es Capitán Jacke Sparrrrrrrow”! (ca.2:30 under Luis Posada)

Men den slags er heldigvis ingenting af i Almodóvars film, for her kan de godt selv tale spansk uden hjælp. Her er det de rigtige stemmer, der kommer ud af munden på skuespillerne, og artikulationen passer til lyden. Men... måske Leonardo DiCaprio skulle lægge stemme til Lorenzo i en engelsk udgave af filmen, Robin Williams til Xoan (for sent, æv...), Julia Roberts til Julieta som ung og Michelle Pfeiffer som den ældre udgave – og naturligvis Jack Nicholson til Julietas far. Jeg skulle have spurgt ham, han sad jo alligevel lige der bag ved mig. Aj, så vil jeg se filmen igen. Det vil jeg i det hele taget gerne, den er rigtig fin, og nej, jeg siger ikke, hvad den handler om. Se den selv, når den kommer til Danmark eller tag til Cannes i maj. Og endnu et nej, billederne i dette indlæg har intet med filmen at gøre, men en af farverne er det eneste man ser i det første lang klip i filmen. Allerede dér elskede jeg den film :)

(Tip: I dag var det katalanernes største festdag, San Jordi)

Ingen tvivl om, at mange af dubberne er gode skuespillere, der kan deres håndværk, men jeg synes, det er ”fattigt” ikke at høre originalsproget. Som om det ikke er vigtigt at få det originale udtryk med, sådan som det var tænkt fra instruktørens side. Den dubbede stemme virker tilmed ofte, som om den er alt for langt fremme i lydbilledet, som om det hele tiden er en voice-over. Desuden har det uden tvivl indflydelse på folks evner udi det engelske, som generelt er temmelig dårlige her, men de hører det jo heller aldrig! Og de ved slet ikke, hvordan Jack Nicholson lyder. Godt jeg ikke talte med ham bagved, jeg ville nok have begyndt at grine, når han slog over i filmspansk ved hjælp af Rogelio Hernández´ stemme – som forresten også er John Cleese´s i ”A fish called Wanda” (Un pez llamado Wanda)...

PS: Der findes nogle få biografer, hvor man kan se film på originalsproget – de er mærket med V.O. for Versión Original. Heldigvis vises Almodóvars film på originalsproget i alle biografer...



IGEN IGEN IGEN!!!

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, April 20, 2016 20:26:10

Jeg tog en kop café amb llet på en kedelig café med en servitrice, der så ud som om hun var ved at falde i søvn og gik derefter videre til næste sidegade blot for at opdage, at det var dér, jeg skulle have været i stedet. Blomster i idrætssko udenfor, aj hvor kreativt. En mand i lyserød trøje, hvis ansigt i farten mindede temmelig meget om billedet på ruden ind til baren, stod og smøgede den udenfor.


Inden længe erfarede jeg, at ligheden i udtryk nok først og fremmest skyldes deres fælles herkomst, idet begge er fra Ungarn – ligesom den unge bartender, som heldigvis talte et rigtig godt engelsk. László Sirkó, som i løbet af det næste kvarter blev min nyeste nye ven derimod taler kun ungarsk. Ikke desto mindre forstod jeg ALT, hvad han sagde: Frank Arnesen, Preben Elkjær, Morten Olsen, Allan Simonsen, Michael Laudrup, Brian Laudrup, Peter Schmeichel, Danish Dynamite, Richard Møller Nielsen, Recepten, Jeg elsker dig Danmark, Jesper Olsen – ja selv håndboldspilleren Anja Andersen flød med i hans talestrøm.


Og jeg som ALDRIG har været til en fodboldkamp og oftest har opgivet at se en på TV selv i gode venners lag, fordi jeg har opdaget, at jeg bare sidder og stirrer på reklamerne langs siden, selv jeg forstod ALT, hvad han sagde. Selv jeg, der i 1986 var med til at stifte VMF – Verdensorganisationen Mod Fodboldhysteri (som havde medlemmer i såvel Sverige som Ecuador foruden i Danmark, og hvor ”Århusafdelingen” mødtes hver gang, der var en VM kamp i fjerneren og så en Monty Python film i stedet for), selv jeg kender alle disse herrer (og den ene dame) ved navn - men aner ikke hvem der spiller for Danmark i dag. Men dengang – nede i firserne – var dansk fodbold noget! Noget som László kaldte for romantisk fodbold!

Og nej, jeg interesserer mig vitterlig ikke for fodbold, men jeg interesserer mig for mennesker og deres passion og gribes af den iver, de ligger for dagen, når de fortæller om det, de brænder for. Og så kan jeg pludselig godt forstå ungarsk. ”Igen igen igen”, som jeg sagde gang på gang. For det er det eneste ord, jeg kan på det sprog. Det betyder ja!


László drømmer om at komme til København og opleve Parken. Og spise på NOMA. Han havde mere styr på det der med, at det ikke længere hedder Idrætsparken og hvor mange michelinstjerner NOMA har fået, end jeg havde. Og at Morten Olsen ikke længere er landstræner. Og da han opdagede, at jeg var fra Viborg! VIBORG! Straks fandt han et billede af sig selv ved et VIBORG HK banner. At det for mig i min barndom var en pestilens at bo i en by, hvor alle spillede håndbold og jeg ene pige i stedet samlede på frimærker i stedet, fortalte jeg ham ikke noget om. Men sjov nok stammer det meste af min ”viden” om Ungarn fra dengang, for Magyar Posta var en omfattende del af samlingen.


Og baren, jeg siger jer! Hele lokalet beklædt fra top til tå, fra gulv til loft med alt, hvad der hører fodbold til. Spilletrøjer med autografer, billeder, udklip, malede portrætter af Ungarns ”Golden team”, deriblandt Kocsis Sándor, Kubala László og Czibok Zoltán, som vist også alle har spillet for Barça. Hele loftet beklædt med fodboldtørklæder i mange lag. Totalt gennemført. Om jeg kunne have fået kaffe derinde, vides ikke, men jeg kommer igen på lørdag inden Barças næste kamp, hvor der vil være stuvende fuldt. Jeg må jo smage en ungarsk fodboldøl, en af dem som bærer Puskás Ferenc´s kontrafej.


”Vi er røde, vi er hvide”, og begge sang vi med til tonerne fra hans smartphone, hvorefter jeg måtte tage afsked. Et rørende møde med en devoted fan af Danmark, en devoted fan af Dansk Dynamit!


Idrætskoene udenfor var selvfølgelig fodboldstøvler. Jeg er og bliver en ignorant. Og dog, nu ved jeg lidt mere om fodbold! Eller om fodboldfans, når de viser sig fra den bedste side!



DEN LIVSNØDVENDIGE CAFÈ AMB LLET - en arbejdssøgende danskers genvordigheder samt dennes bekendelser vedrørende kaffe

DAGENS CAFÈ AMB LLETPosted by Franseska Anette Mortensen Wed, April 20, 2016 01:10:51

Jeg troede, jeg kunne spansk. Alle siger, at jeg taler godt spansk. Også spaniere. De sku´ bare vide. Luk mig indenfor på et offentligt kontor i Barcelona, og I vil se, at det forholder det sig helt anderledes.

Værst var det henne på ”kommunen”, hvor jeg vitterlig ikke fattede en bjælde af, hvad manden sagde. Jeg ville høre, om jeg skulle registreres her, for det står der nogle steder, at man skal. Han gav mig en bunke uforståelige papirer, hvor min værtinde Sandra skulle skrive under på alt muligt. Hmmm, skal jeg virkelig udfylde det? ”Og forresten” (og her forsøgte jeg virkelig at være venlig) ”jeg godt kan se, at De har travlt, men kan De sige mig, hvor jeg skal gå hen for at få et NIE-nummer?” ”No tengo prisa, tengo mucho trabajo” (Jeg har ikke travlt, jeg har meget arbejde) Se, dét forstod jeg! Og tonen ikke mindst.


Men når de bruger for mig endnu ukendte ord som ”trámite” og ”treball” (hvoraf det sidste endog er katalansk og ikke spansk) for da slet ikke at nævne alle de ord, jeg ikke fanger i farten, og når de gør det i et tempo, hvor det lyder som om de bare siger ”drrrrrrrrr” (á la maskingevær med nogle få indkastede vokaler cirka hvert sjette sekund), så er jeg virkelig kommet på arbejde. Og arbejde ja, det er jo det, jeg er her for at søge, så jeg skal igennem en masse forskellige instanser, hvor de alle imiterer maskingeværer, fordi de ikke har tid til at sætte farten ned, selv når jeg beder dem om det. Det er åbenbart bedre at sige det samme flere gange, uden at jeg forstår.

Man kan kun gå forvirret og lettere nedslået fra den slags ”møder”, så jeg frygtede for i tirsdags, hvor jeg skulle møde til et ”cita previa” (forudbestilt møde) på SOC (det katalanske modstykke til vores jobcenter) for at aflevere papirerne fra min danske a-kasse. Det vender vi tilbage til. Først tilbage til ”kommunen” og den lange kø bag mig. Den forlod jeg dog med min ”halve regnskov” i hånden og lod de trippende spaniere trippe videre.


Vel ude i verden finder jeg en café, bestiller dagens cafè amb llet, og pludselig forstår jeg alting meget mere, og humøret stiger. Alt ser jeg klart i kaffedunstens grumsede lys, og vejen til kontoret, hvor jeg kan få mit NIE (som er et identifikationsnummer for udlændinge som f.eks. søger arbejde eller vil købe bolig i Spanien) virker knap så lang. Og pludselig kan jeg spansk som aldrig før. Forhåbentlig da, for jeg støder på mange nye ord hver eneste dag, og noget må vel lagre sig. Og med ét er jeg også i stand til at ynke de stakkels offentligt ansatte i Spanien en smule. Ikke nok med, at der er lang kø i ekspeditionen, men i køen stod der oven i købet en dansker med for fattigt et ordforråd og ville have klar besked. Stakkels dem.


Tilbage til tirsdag og alle mine nerver. Jeg havde trods alt fået booket mødet, for jeg havde et midlertidigt NIE. Men nerverne lagde sig ikke ligefrem, da jeg mandag aften opdagede, at jeg havde taget fejl af datoen og i virkeligheden skulle have været der samme dag. ”Joder” (fandens osse!), de straffer mig garanteret på alle mulige måder - jeg må huske at sige vildt meget undskyld. Bestilte et nyt møde til tidligt tirsdag. Stod op 7:30 – drak den livsnødvendige kaffe (omend lejligheden på fjerde sal på den længste og smukkeste adresse jeg i mine livsskabte dage har haft – Carrer Violant d´Hongria Reina d´Aragò - kun har ”nes”, men det holder i en snæver vending) - og vandrede hele vejen derind. Kom endda til før tiden, men manden på den anden side af skranken så virkelig ugidelig og træt ud. Uh, jeg blev helt bange, for trætte mennesker er sjældent særlig tålmodige, og jeg kan godt kræve en vis tålmodighed, når jeg kaster mig ud i at skulle forstå det der spanske, som for mig er så meget lettere på skrift. Og så var han i stedet bare vildt rolig og talte forståeligt! Jeg afleverede pænt mine papirer fra min a-kasse, og han lovede at ekspedere dem på rette vis, så jeg kan få mine dagpenge. ”Y qué más tengo yo que hacer?”, hvad mere skal jeg gøre?, spurgte jeg. Ikke noget. Tilsyneladende forlanger ”jobcentret” her ikke, at man dokumenterer jobsøgning eller andet. Og hvis jeg tager til en anden by, skal jeg bare lade mig registrere på deres ”jobcenter”, når jeg kommer. ”Men du skal have et NIE”, mente han, og så blev jeg henvist til et eller andet statsligt administrationskontor på Passeig San Joan og vandrede også hele vejen dertil og stillede mig i endnu en trippende kø , blot for at blive vist videre til et nyt sted. Det syntes mine ben ikke om; de havde allerede vandret rigtig mange kilometer, så det måtte vente til en anden dag.


I mellemtiden har jeg kontaktet det danske konsulat og fået at vide, at jeg ikke behøver registrere mig hverken som ”borger” eller med NIE, når jeg er her mindre end 3 måneder. Ikke flere kontorer til mig lige med det samme, og når og hvis det sker igen, så bliver det ikke uden en god stor kop kaffe først til at booste mit spanske.

Jeg har ingen fotos af alle de offentlige køer, jeg har stået i, men på vej fra den ene kø til den anden mødte jeg en del mennesker, som ikke stod i kø...



« PreviousNext »